USA: Pengemagten censurer al debat på højrefløjen

0
1356
Twitter har permanent suspenderet Donald Trumps konto. Foto: REUTERS/Joshua Roberts/Illustration

De store tech koncerner i USA nøjes ikke med at slette tusindvis af konti fra både Donald Trump og hans følgere, men har direkte lukket det højreorienterede diskussionsforum, Parler

Det er som om, tech giganter som Amazon, Google og Facebook allerede har indstillet sig på at der er en ny herre og mester i Det hvide Hus og skynder sig med at tækkes det nye regime. Tjenesten Twitter nøjes ikke med at lukke for den siddende præsidents konti – herunder den officielle for Det hvide Hus. En lang række andre debattører, der ikke mener det samme som den nye præsident, har fået deres konti lukket eller har set tusinder af følgere blive slettet fra deres rækkevidde.

Amazon og Google går et skridt videre og lukker reelt en virksomhed, de ikke selv ejer: Parler. Tjenesten har lejet plads på Amazons gigantiske serverfarme og derfor kunne Amazon tvangslukke dens hjemmeside og app i dag – foreløbig i en uges tid, indtil et alternativ er etableret. Tilsvarende har almægtige Google sparket Parler ud af dens Google app store og gør det dermed fremover meget svært for tjenestens app at blive fundet af nye brugere.

Tech giganterne har dermed gjort sig til anklager og dommer i sagen om Parler, der for nogen har været et mere frit alternativ til Twitter. Der har ikke været nogen anklager ved en amerikanske domstol – i stedet har Google og Amazon egenmægtigt besluttet sig til, at tjenesten skal knækkes. Og i et land, der ellers har heftige love mod kartelvirksomhed, bruger de deres dominerende position i markedet til at sætte deres holdninger igennem.

Donald Trump opfordrer i en video på Twitter sine tilhængere til at gå hjem efter stormen på kongresbygningen. Foto: MANDEL NGAN / AFP

Pirater

Parler er som bekendt et fransk ord for ’at tale’ – men udtales nærmere ’parley’ – hvilket i amerikansk slang bruges som et udtryk for en anspændt forhandling. Typisk brugt i romantiske fortællinger om fortidens pirater. Og det er lidt sådan, tjenesten gerne vil forstå sig selv: oprørsk, men indstillet på at tale.

Tjenesten har klare regler, der skal holde ulovligt indhold ude af dens feeds. Ulovlig porno, opfordringer til terror og lignende fører til at man bliver spærret, men det er ikke nok for de nye herrer i Washington. Fordi den i deres øjne ikke griber ind overfor mere ekstreme holdninger, bliver den straffet.

Facebooks topchef Mark Zuckerberg meddelte i sidste uge, at Donald Trump ville være udelukket fra det sociale medie i 24 timer. Foto: SAUL LOEB, MANDEL NGAN/Ritzau Scanpix

Hvad er det næste?

Denne omfattende censur har vakt bestyrtelse også i de gamle medier og blandt journalister, der hellere vil hoppe ud ad et vindue på ottende sal end at støtte den afgående præsident. Avisen New York Post kalder overfaldet på Parler og bestemte brugere af Twitter for helt og aldeles ensidigt. Under overskriften ”Free Speech Left Out” ser avisen det som et direkte angreb på den grundlovssikrede ytringsfrihed fra venstrefløjen.

Den lokale konkurrent i byen, New York Times, har igen og igen slået på ytringsfriheden, som et forsvar for dens holdninger. I denne sag holder avisen lav profil, men beskæftiger sig dog med Donald Trump som den vigtigste bruger netop af Twitter – der nu tvangslukker ham og sågar den officielle konto for den altid siddende præsident.

Kilder: New York Post, New York Times, Guardian