Mens Folketingets partier intet har hørt fra regeringen om en erstatning til minkavlerne i ugevis, så hævder statsministeren , at regeringen venter på Folketinget. “Det er helt til hest,” siger DFs erhvervsordfører Hans Kristian Skibby
Statsminister Mette Frederiksen gav søndag aften sin helt egen forklaring på, at der endnu ikke indgået en aftale om erstatning til de 1100 minkavlere, som har slået alle deres mink ihjel på baggrund en ulovlig ordre fra regeringen.
I TV2 Nyhederne svarede Mette Frederiksen på spørgsmål fra seere og journalister, og på spørgsmålet om hvorfor, der endnu ikke er udbetalt så meget som én krone i erstatning, svarede statsministeren:
“Vi kan en del som regering, men vi har ikke 90 mandater, og der er ikke en politisk aftale endnu. Jeg håber på, at den politiske aftale bliver indgået så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre – gerne i den uge, vi går ind i nu”.
“Vi kan en del som regering, men vi har ikke 90 mandater”
Statsminister Mette Frederiksen på TV2 søndag aften om den manglende erstatning til minkavlerne
Med andre ord (i følge statsministeren): Hvis Socialdemokratiet havde haft flertal i Folketinget, ville erstatningen allerede være på plads. Men da regeringen skal vente på Folketingets øvrige partier, ja, så må minkavlerne stadig vente på deres erstatning.
DF ikke indkaldt til møde siden 30. november
Hævdede altså statsministeren i TV2 søndag aften.
Men den version er meget langt fra den virkelighed, som andre partier oplever.
Som ditoverblik fortalte i sidste uge, har DF ikke været indkaldt til møder om minkerstatningen siden den 30. november, og torsdag havde DFs ervhvervsordfører Hans Kristian Skibby stadig ikke hørt fra regeringen.
Det er samtidig kommet frem, at forhandlingerne formentllig forsinkes af, at de er blevet flyttet rundt mellem flere ministre på grund af sygdom og barsel. Erhvervminister Simon Kollerup er sygemeldt, og det er nu skattteminister Morten Bødskov der tager sig af forhandlingerne, samtidig med at han også tager sig af finansministeriet, fordi finansminister Nicolai Wammen er på barsel.
Skibby: Helt til hest
DFs erhvervsordfører er vred over, at statsministeren nu hævder, at det er regeringen, der venter på Folketinget, og ikke omvendt.
“Det er helt til hest. Jeg synes simpelthen ikke, at en regering kan være det bekendt at give sådan en illusion,” siger Hans Kristian Skibby til Ritzau.
De Konservative har samme synspunkt. Konservative deltog sammen med Venstre i et møde med regeringen om minkerstatningen den 16. december. Siden har erhvervsordfører Mona Juul ikke hørt mere fra regeringen.
“Det går meget langsomt. Vi sidder og venter på at blive kaldt til forhandlinger. Så medmindre andre sidder og prøver at finde de 90 mandater, så er det bare langsommelighed,” siger K-ordføreren til Ritzau.
DF vil have straks-udbetaling til minkavlerne
Beslutningen om at aflive alle mink blev meldt ud på et pressemøde den 4. november. Få dage senere kom det frem, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde dagen efter pressemødet den 4. november, at avlerne inden 14 dage ville få svar på, hvilken kompensation de ville få. Men to måneder senere har regeringen stadig ikke præsenteret en løsning. Regeringen har selv forklaret forsinkelsen med, at en erstatning kan være i strid med EU’s regler om statsstøtte. Derfor skal ordningen først afklares med EU.
Dansk Folkeparti mener, at der bør ske en aconto-udbetaling til minkavlerne.
”Der kan sagtens laves en straks-udbetaling til minkavlerne. Det kan ske ud fra en beregning af sidste års omsætning. Gør man det, så kan minkavlerne få deres kassekreditter skubbet lidt ned og få lidt luft,” sagde Hans Kristian Skibby i sidste uge til ditoverblik.
SIDSTE NYT: Regeringen har mandag aften indkaldt til nye forhandlinger om minkerstatning.
Læs også:
DF kræver handling nu: Minkavlere har stadig ikke fået erstatning