Tyskland: Razzia hos kanslerkandidat

0
1933
Finansminister og socialdemokratisk kanslerkandidat Olaf Scholz fører valgkamp i disse dage. Han var derfor ikke til stede, da politiet torsdag morgen troppede op i finansministerieti Berlin og gennemførte en razzia i en afdeling af det tyske toldvæsen. Foto: Jens Schlueter/Pool via REUTERS

Favoritten til at afløse Angela Merkel som tysk kansler fik i dag uvelkomment besøg af politiet, der gennemførte en razzia

Kvart over ni i morges mødte fire betjente og seks medarbejdere fra statsanklageren op i finansministeriet i Berlin, hvor socialdemokraternes kanslerkandidat Olaf Scholz residerer, når han ikke er i valgkamp. Tyske medier fortæller, at razziaen er en følge af en sag, der har kørt i halvandet år. Konkret retter mistanken sig mod en særlig afdeling af det tyske toldvæsen.

Afdelingen hedder FIU, hvilket står for Financial Intelligence Unit. Afdelingen med det internationalt klingende navn skal blandt andet holde øje med banker og deres muligheder for at hvidvaske penge. I flere tilfælde skal afdelingen have undladt at reagere på bankernes egne mistanker om kunder, der vasker penge.

Der skal ifølge bladet Spiegel være tale om mulig hvidvask for et tocifret millionbeløb. Her skal ledende medarbejdere i afdelingen have undladt at melde mistanken videre til politiet, så sager kunne efterforskes normalt. Hvis mistanken er rigtig, er det en regulær korruptionssag med udsigt til alvorlige fængselsstraffe.

Der er foreløbig ingen meldinger om, at finansminister og kanslerkandidat Scholz selv har kendt til sagen. Men viser den sig at holde, bliver hans omdømme farvet af det her to uger før det afgørende valg. Samtidig har Scholz selv tidligere som borgmester i Hamburg været meget tæt på en stor tysk privatbank, der fiflede med skattebetalinger i forbindelse med de såkaldte CumEx handler, hvor aktier købes og sælges med tab for skattevæsenet til følge.

Kilder: Spiegel, FAZ, Bild