Berlin er chokeret over motivet til et knivoverfald på en hjemløs: han blev formentlig stukket ned, fordi han var kristen
Overfaldet skete tilbage i slutningen af februar, og både offeret og de to gerningsmænd er ifølge tysk politi asylansøgere med arabisk baggrund. Nu er der kommet en video frem fra overfaldet, hvor man kan høre gerningsmændene tilsvine deres offer på grund af hans religion. Samtidig kan man på videoen fra overfaldet se en kraftig bygget berliner, der forsøger at lægge sig i mellem og tale dem fra overfaldet.
Hans indsats var måske heltemodig, men forgæves. Avisen Berliner Kurier har fået oversat lyden fra videoen, hvor de to gerningsmænd ignorerer ham og til sidst stikker offeret ned. Inden da sviner de ham til.
”Vi kn….r din søster,” lyder det ifølge avisens oversættere først. Og imens de to mænd stikker det skræmte offer i lårene og på armene, skriger de videre: ”Din lo..e Gud, vi kn….r din lo..e Gud.”
De to gerningsmænd stak af, fordi flere blandede sig. Tysk politi kunne umiddelbart efter overfaldet arrestere den ene af de mistænkte. Han er en 28-årig mand med arabisk baggrund og sidder nu varetægtsfængslet.
Stadig flere overfald
Overfaldet skete på en undergrundsstation i indvandrerkvarteret Kreuzberg – både kvarteret og stationen er kendt for stadig stigende vold. Avisen Berliner Kurier slår fast, at der i hovedstaden Berlin sker stadig flere religiøst motiverede overfald, især på migranter. Gerningsmændene har også næsten altid en migrationsbaggrund.
I kvarteret, der er elsket af mange danske turister, blev en anden mand på 39 overfaldet af en gruppe unge arabere, fordi han har en kæde med et kors. Det samme er sket i Neukölln. Og ved banegården Gesundbrunnen blev en libaneser, der bar en kæde med et shiitisk symbol overfaldet og kunne kun redde sig ved at springe ned på sporet.
Kristne migranter og konvertitter har det ofte lidt nemmere i Tyskland. Omvendt er de udsat for foragt og direkte had fra andre, typisk muslimske migranter. Særligt i de centre, hvor mange af dem bor, er de ifølge de tyske myndigheder ofte udsat for chikane eller overfald.