Borgmester vil have flere betjente: “Vi har områder, hvor folk ikke tør komme om aftenen”

0
4770
Morten Messerschmidt havde inviteret til en snak om tryghed og Morten Slotved havde foreslået, at de mødtes på Kokkedal Station. På mødet deltog også andre byrådspolitikere, lokale DFere og borgere, der deltog flittigt i debatten. Foto: Steen Trolle

Hørsholm Kommune er en landets mest indbrudsplagede kommuner, og én af de lokale stationer er så utryg fredag og lørdag aften, at borgmesteren holder sine egne børn fra den. Det fortalte borgmester Morten Slotved (K), da han mandag mødtes med folketingskandidat Morten Messerschmidt (DF) på Kokkedal Station 

Kokkedal Station i Hørsholm Kommune er så utrygt et sted at være fredag og lørdag aften, at kommunens konservative borgmester Morten Slotved ikke vil lade sin egen datter benytte stationen.

”Vi tager toget et andet sted fra. Jeg får også meldinger fra ældre borgere, som ikke tør tage toget hertil. I stedet tager de toget til Rungsted, og så en taxa hjem derfra”.

Det fortalte Morten Slotved, da han mandag eftermiddag mødtes med folketingskandidat Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti til en snak om tryghed.

Morten Messerschmidt havde inviteret borgmesteren på en gåtur i Hørsholm, ”for at se på konsekvenserne af den radikale udlændingepolitik,” som han skrev på facebook.

Borgmesteren havde kvitteret for invitationen ved at foreslå, at de mødtes på Kokkedal Station, og her fortalte han Morten Messerschmidt og de ca. 20 borgere, der var mødt frem, om problemet på stationen og andre utrygge områder i kommunen.

Problemer, der både skyldes ballademagere, der hænger ud på stationen i aftentimerne, og tyvebander, der hærger i dele af Hørsholm. Den nordsjællandske kommunen er således en af de kommuner i landet, der har allerflest indbrud i forhold til antallet af indbyggere, og det er et område, hvor under én procent af indbruddene bliver opklaret.

“Jeg får meldinger fra ældre borgere, som ikke tør tage toget hertil”

Morten Slotved, borgmester, Hørsholm Kommune

Borgmester til Folketinget: Uddan flere betjente

Mødet fandt sted blot to dage efter, at et medlem af den nu forbudte bande Loyal To Familia blev skuddræbt i Rungsted, og den begivenhed var med til at sætte en tyk streg under borgmesterens ønske: Nemlig uddannelse af flere betjente, så kommuner som Hørsholm kan få lokalt politi, der også kan patruljere udenfor normal arbejdstid.

“Vi har brug for nærbetjente i aftentimerne,” lød opfordringen fra borgmester Morten Slotved (K) til Morten Messerschmidt.

”Vi har fået en nærbetjent og det er jeg personligt rigtig glad for. Men betjenten er her ikke i ydertimerne, hvor der er behov for det. Så et af de forslag, vi har stillet er, at vi kan få en nærpolitibetjent, som kan sidde i et hus ved stationen fredag og lørdag aften, og selvfølgelig også skal kunne køre rundt i området,” sagde Morten Slotved, som også ønskede videoovervågning på stationen.

Byrådet i Hørsholm har oprettet et tryghedsudvalg, der har fokus på borgernes tryghed. For manglende tryghed er et stort problem i kommunen, siger Morten Slotved.

”Hvorfor skal vi have områder i kommunen, hvor man tænker at ’nej, der tør jeg ikke være’? Det er ikke okay i vores trygge samfund,” siger han til ditOverblik.

”Hvorfor skal vi have områder i kommunen, hvor man tænker at ’nej, der tør jeg ikke være’? Det er ikke okay i vores trygge samfund”

Morten Slotved, borgmester, Hørsholm Kommune

Mere politi og billigere tyverisikring

Borgmesterens ønsker blev noteret af Morten Messerschmidt:

”I forhold til problemet med kriminelle bander, er der helt klart brug for mere nærpoliti. Det er også noget af det, vi har kæmpet for på Christiansborg, og det skal vi kunne levere på. I forhold til indbrud, som er et kæmpestort problem, skal der både være mere politi tilstede, men vi skal også gøre det mere tilgængeligt og billigt for folk at få en alarm på deres hus. Det kunne vi eksempelvis gøre ved at lade omkostningen dække af håndværkerfradraget,” siger Morten Messerschmidt.

Kokkedal Station i solskin. Fredag og lørdag aften er det et sted, som er så utrygt, at kommunens borgmester fraråder sine børn at bruge stationen. Foto: Steen Trolle

Det er dog ikke kun Folketinget, der skal levere. På mødet kom det frem, at kommunen ikke har udarbejdet en repatrieringspolitik om hjemsendelse af flygtninge og indvandrere. Det kom også frem, at der er et fravær på ca. 32-33 procent til den kommunale danskundervisning for flygtninge.

”Kommunen skal lave en hjemsendelsespolitik og der skal være mere konsekvens overfor folk, der ikke møder op til danskundervisningen. Det er for slapt, at man ikke leverer på det område. Så der er noget at gøre i begge lejre,” siger Morten Messerschmidt.

Borgmester Morten Slotved erkender, at Hørsholm også kan gøre mere:

”Ja, der er måske områder, som jeg skal hjem og kigge på. Derfor er det jo godt, at vi har en dialog som denne her”.

Kommunen skal lave en hjemsendelsespolitik og der skal være mere konsekvens overfor folk, der ikke møder op til danskundervisningen”

Morten Messerschmidt, folketingskandidat (DF)

Radikal kritik af borgmester

Morten Slotved er forud for mødet blevet beskyldt af den radikale viceborgmester Henrik Klitgaard for at lade sig misbruge politisk af Morten Messerschmidt. Men det afviser den konservative borgmester fuldstændig:

”For mig er det vigtigt, at jeg kan have en god dialog med alle folketingskandidater i vores kreds. Jeg skal varetage Hørsholm Kommunes interesser, og derfor er det vigtigt, at jeg kan tage telefonen og ringe til f.eks. Dansk Folkeparti og sige ’hey, nu er det altså vigtigt, at I også tænker på Hørsholm´. Så derfor er jeg glad for et initiativ som dette. Det kan jo være, at det er SF, jeg skal mødes med næste gang,” siger Morten Slotved.

Nødet mellem borgmeser Morten Slotved og Morten Messerschmidt samlede ca. 20 lokalpolitikere, DFere og borgere.