Tyskerne er stadig Putins gode venner

0
1320
Demonstranter protesterer mod den russiske invasion i Ukraine under en demonstration i søndags i Hamburg. Foto: REUTERS/Fabian Bimmer

Tyskerne sender stadig milliarder til russerne hver måned. Omvendt er de missiler, som tyskerne har lovet til Ukraine, ofte ubrugelige

Faktisk stammer de missiler, som tyskerne har pralet af at give til Ukraine, tilbage fra DDRs restlagre og er mere end 35 år gamle. Ifølge tyske medier er de ikke bare forældede, men også ofte ubrugelige, fordi der begynder at være rust og små revner, der kan få dem til at eksplodere i hænder på dem, der bruger dem. Og de bliver opbevaret i trækasser, der var så mugne, at de tyske soldater måtte trække i beskyttelsesdragter for at kunne håndtere dem.

Det er måske forklaringen på at tyskerne kun har leveret 500 af de såkaldte Strela-raketter til Ukraine, selvom de har lovet 2700. Det tyske forsvarsministerium afviser overfor avisen Bild at forklare, hvorfor de andre ikke er blevet leveret. Tyske medier ser det som endnu en af den nye forsvarsministers fejltrin.

Socialdemokraten Christine Lambrecht havde ikke rigtigt beskæftiget sig med militære spørgsmål, da hun i december blev udnævnt til tysk forsvarsminister. Allerede fra starten gjorde hun sig uheldig bemærket ved at spørge om hun virkelig behøvede at kunne forstå forskellen på de forskellige grader i militæret. I øvrigt et militær, der var hjemsøgt af skandaler, mens det tidligere blev ledet af den nuværende formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen.

Lambrechts indsats kaldes for en katastrofe af oppositionen og hendes chef, kansler Olaf Scholz, stoler så lidt på hende, at han har besluttet sig for, at de nye, store indkøb af våben skal besluttes på hans kontor. Samlet har hendes mange fejltrin har fået avisen Bild til at spørge: ”Kan hun krig?”.

Christine Lambrecht er kommet meget uheldig fra start som forsvarsminister i Tyskland. Foto: Kenzo TRIBOUILLARD / AFP

Putins bank

Og så er der det med pengene. Tyskland blokerer for, at EU stopper for import af olie og gas fra Rusland, hvilket ellers ville sende landet ud i en fallit. Og mens andre lande beslaglægger russiske oligarkers huse, luksusbåde og formuer, så har tyskerne overhovedet ikke travlt.

Tværtimod er tyskerne stadig russernes bedste kunder og dermed reelt deres bank. Alene i januar – før priserne på gas og olie skød i vejret – købte tyskerne olie, gas og andre råstoffer for 30 milliarder kroner fra russerne. Og indkøbene fortsætter.

Kilder: Bild, Spiegel, br.de