Ny måling: Flere siger nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet

0
3209
Ja-siden førte også i meningsmålingerne, da danskerne i 2015 skulle stemme om afskaffelse af retsforbeholdet i EU. Men det endte med et nej, for flertallet af tvivlere endte med at stemme nej. Foto: Carsten Lundager

Ny Voxmeter-måling viser voksende gruppe af nej-sigere og tvivlere. Der er dog stadig flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet

Stadig flere danskere vil stemme nej til at afskaffe det danske forsvarsforbehold i EU. Det viser en ny måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau. Målingen er lavet 2,5 måneder før, at danskerne den 1. juni skal stemme om forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning.

I uge 10 sagde 44,2 procent at de ville stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, mens 27,7 procent ville stemme nej. Men i Voxmeters nyeste måling, der er lavet i uge 11, er det nu kun 38,2 procent, der siger, at de vil stemme ja, mens nej-sigerne er vokset til 31 procent.

Samtidig er gruppen, der svarer ”ved ikke”, vokset fra 28,7 procent til 30,9 procent.

Det hører med til historien, at den nyeste måling, som er foretaget fra 14. marts til 20. marts, baserer sig på ”1003 repræsentative respondenter fra telefoniske interview”. Det er lidt anderledes end ugen før, hvor der var 1509 repræsentative respondenter fordelt på 1016 webinterview og 493 telefoniske interview.

Tvivlerne hælder til et nej

I sidste uge viste en anden måling, som Norstat lavede for Altinget og Jyllands-Posten, at 42 procent siger ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, mens 30 procent siger nej. 28 procent svarer ”ved ikke”.

Den store tvivler-gruppe fik en valgforsker til at forudsige, at det bliver meget tæt ved folkeafstemningen den 1. juni. Han spåede en fifty-fifty-afgørelse og påpegede, at tvivlerne ved EU-safstemninger hælder til at sige nej.

”Det kan godt være, at ja-siden fører med 5-10 procentpoint langt hen ad vejen denne gang. Men det er tvivlergruppen, som afgør det. Desværre for ja-siden. For når vi kigger på tvivlerne fra 2015, så var der et stort flertal af dem, som ikke havde lyst til mere EU. Derfor endte de med at sige nej,” siger Derek Beach, der er professor og forsker i EU og folkeafstemninger ved Aarhus Universitet, til Jyllands-Posten.