Tyrkerne kæmper med i ny blodig krig i Kaukasus mellem armeniere og aserbajdsjanere
Fra hovedstaden Yerevan kan armenierne se hen over den lukkede tyrkiske grænse til bjerget Ararat, der for dem er et helligt bjerg og et symbol på selve nationen. Nu er den et minde om alt det, de har tabt – og især det blodige opgør med tyrkerne i 1915, der kostede halvanden million armeniere livet. Og Ararat er en påmindelse om, at fjenden er nær.
Armenierne udgør verdens ældste kristne rige og landet er omgivet af muslimske nationer. Siden Sovjetunionens kollaps har landet ligget i konflikt med den større muslimske nabo Aserbajdsjan i øst, men har kunnet klare sig relativt godt. Man har kunnet holde på den omstridte provins Nagorno-Karabakh, og sikre sig landområderne mellem selve Armenien og provinsen.
Denne seneste krig i området er mere blodig end tidligere sammenstød – efter to ugers kampe tales der om tusinder af dræbte og sårede. Og med den lokale stormagt Tyrkiet i baghånden har Aserbajdsjan de bedste muligheder.
Droner og frivillige
Tyrkerne hjælper deres muslimske naboer med avancerede våben som droner til mere præcise angreb. Landets erfarne militær har trænet aserbajdsjanernes hær og deltager i kampene som eksperter. Tyrkerne har også muliggjort at veteraner fra krigen i Syrien kan fortsætte deres kampe nord for Kaukasus.
Den tyrkiske udenrigsminister Mevlut Cavusoglu siger ligefrem, at kristne landes støtte til Armenien er baggrunden for tyrkernes beslutning om at vælge side i konflikten.
”Hvis ikke Armenien havde fået hjælp fra andre lande – fra Vesten og Rusland – så ville de ikke være så modige,” siger han og henviser til armeniernes vilje til at slå de første angreb tilbage. Og står det til det tyrkerne, så bliver de i kampzonen, indtil armenierne har tabt.
”Vi vil gøre, hvad der er nødvendigt, hvis Aserbajdsjan ønsker at afgøre dette på slagmarken,” siger han til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.
Kilder: New York Times, Sabah, Cum Hurriyet, Al-Monitor, Al Jazeera.