Politisk aftale skulle forhindre bøderegn til chauffører. Men så ændrede minister afgørende sætning i loven

0
5649
Fødevare- og ligestillingsminister Mogens Jensen. Foto : Keld Navntoft/2019

Chauffører, der kører med dyretransporter, skulle sikres mod bøderegn, da kontrollen med dyretransporter blev skærpet. Men fødevareminister Mogens Jensen (S) har ændret på en afgørende formulering, som DF fik med i den politiske aftale, og nu rammes lastvognschauffører af bøder på op til 20.000 kr. DFs transportordfører rejser nu sagen overfor ministeren

Målet var klokkeklart, da Dansk Folkeparti og den tidligere regering i 2018 forhandlede en aftale på plads, der skulle styrke kontrollen med dyretransporter.

Det skulle undgås, at chauffører, der kører med dyretransporter, skulle stå tilbage med ansvaret, hvis landmænd eller dyrlæger sender dyr afsted, som ikke er “transportegnet”, dvs. er skadet.

Men samme dag, som lovforslaget om dyretransporter skulle tredjebehandles, blev folketingsvalget i 2019 udskrevet. Derfor blev loven aldrig vedtaget, og i stedet blev det op til den nye socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen at få loven, som er en ændring af dyrevelfærdsloven, på plads.

Det har nu sendt ministeren ud i massivt stormvejr blandt danske dyretransportchauffører. For Mogens Jensen har ændret en afgørende formulering i loven. Det betyder, at dyretransportchauffører stik mod hensigten nu vælter i bøder på op til 20.000 kroner for at køre med transport-uegnede dyr.

Chaufførerne har få sekunder til at vurdere, om et dyr er egnet til transport. Tager de fejl, kan de koste dem bøder på op til 20.000 kroner. Arkivfoto

Chauffører truer med at stoppe kørsel

Utilfredsheden er så massiv, at 111 dyretransportchauffører på et stormøde i Kolding den 19. september vedtog en udtalelse med budskabet “Nu er det nok”. Her truer de med at indstille kørslen med dyr til slagterier og landbrug, hvis ikke reglerne bliver ændret.

“Flyt det ansvar væk fra vores skuldre, lad dem, som har uddannelsen til det, tage ansvaret. Hvis I vil have, at dyrene fortsat skal transporteres i Danmark, hvis I vil have slagteribranchen og landbrugsbranchen skal overleve, så skal ansvaret væk fra os. Alternativet er, at vi trækker håndbremsen, slipper rattet og finder andre græsgange. Så kan I lade landmændene, slagterierne og dyrlægerne køre lastbilerne, for vi gør det ikke,” lyder det fra chaufførerne.

Den udtalelse blev i sidste uge fulgt op af en pressemeddelelse fra gruppen af dyretransportchauffører. Her meddeler de, at de vil indstille kørslen fra den 28. oktober. Pressemeddelelsen kan læses på Lastbilmagasinet.

“Hvis I vil have, at dyrene fortsat skal transporteres i Danmark, hvis I vil have slagteribranchen og landbrugsbranchen skal overleve, så skal ansvaret væk fra os”

111 dyretransportchauffører i fælles udtalelse
Dyretransportchaufførerne truer med indstille kørslen fra den 28. oktober. Arkivfoto

DF: Hvorfor ændrede ministeren i aftalen?

Dansk Folkepartis transportordfører Hans Kristian Skibby forstår chaufførernes vrede. Han finder fødevareminister Mogens Jensens handlemåde uforståelig og har nu stillet en række spørgsmål til ministeren om sagen.

”Det var Dansk Folkeparti, der fik skrevet en forbedret retsstilling til chaufførerne ind i den politiske aftale. Jeg forstår ikke, hvorfor ministeren har valgt at pille det ud igen. Ministeren var endda ude og give en garanti til chaufførerne for, at loven vil gøre det lettere at fastholde danske chauffører i branchen. Men det modsatte er sket,” siger Hans Kristian Skibby.

Med garantien henviser DF-ordføren til et brev, som fødevareminister Mogens Jensen sendte til gruppen af dyretransportchauffører den 3. december 2019. Dette brev blev i branchen læst som om, at det skulle være slut med urimelige sager mod chaufførerne om transport uegnethed. Men det stikmodsatte er sket.

I den politiske aftale stod der, at ansvaret for at køre med uegnede dyr skulle drejes væk fra chaufførerne og over på landmænd og transportvirksomheder, fordi det er dem, der kan beslutte, hvilke dyr, der skal sendes afsted. Men den del er nu pillet ud. Det betyder, at det fortsat er op til anklagemyndigheden, om sager om transportuegnethed skal rettes mod chaufførerne.

Hans Kristian Skibby, erhvervs- og transportordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

DF-pørgsmål til minister

På den baggrund stiller Hans Kristian Skibby blandt andet disse spørgsmål til fødevareministeren:

Er det efter ministerens opfattelse ikke mere rimeligt, at det er de landmænd, der sender dyr, der ikke er transportegnede, afsted i lastbiler, der får bødestraffen frem for chaufføren?

Vil ministeren forklare, hvad rimeligheden er i, at chauffører, der transporterer dyr, kan få bøder på op til 20.000 kr. for at transportere dyr, som ikke er transportegnede?

Hans Kristian Skibbys spørgsmål til ministeren kan læses her

Advokat: Minister har snydt chaufførerne

Advokatfirmaet Forman Advokater arbejder med bl.a. transportbranchen. Her mener man, at fødevareminister Mogens Jensen direkte har snydt dyretransportchaufførerne. Forman Advokater har gennemgået forløbet og skriver i en redegørelse på sin hjemmeside:

”Mogens Jensen ændrede i de oprindelige lovkommentarer til den nye dyrevelfærdslov, og at ændringen medfører, at sagerne om transport-uegnethed fortsætter med uformindsket styrke mod chaufførerne. Og det sker til trods for, at Mogens Jensen skriftligt lovede branchen det modsatte”.

Forman Advokaters kommentar om forløbet. Den kan læses her

Chauffører: Vi har få sekunder til at vurdere dyrene

Dyretransportchaufførerne får et 5-dages kursus, hvor de skal lære at vurdere om et dyr er egnet til transport. Men i følge chaufførerne er et 5-dags kursus ikke nok:

”Hvordan tænker myndighederne, at vi skal kunne vurdere, om grisene er transportegnede, når vi blot har et enkelt minut til at tilse 11-12 grise for fem forskellige ting? Vi har blot et fem dages kursus som kvalifikation til at vurdere, om grisene er transportegnede eller ej, hvorimod dyrlægen har en 5-årig uddannelse og landmændene har 4-6 måneders daglig gang med grisene. Grisene bliver også undersøgt flere gange i denne periode af dyrlægen,” skriver gruppen af dyretransportchauffører i en udtalelse, som er bragt på Lastbilmagasinet.

”Hvordan tænker myndighederne, at vi skal kunne vurdere, om grisene er transportegnede, når vi blot har et enkelt minut til at tilse 11-12 grise for fem forskellige ting?”

Gruppen af dyretransportchauffører i fælles udtalelse

Chaufførerne tilføjer:

“Vores kvalifikationer er dårligere til at vurdere om dyrene er egnede til transport, vi har et højt tidspres til vurderingen, og alligevel er det os, som skal betale disse kæmpebøder. Kun i sjældne tilfælde får landmændene bøder for deres svin”.

Fødevareministeren har forklaret ændringen i forhold til den oprindelig lovudkast med, at der var tvivl om, at den var i strid med EUs transportforordning.

Redegørelsen fra Forman Advokater kan læses her.