Tusinder af migranter skjuler sig på tog

0
1617
Migranter går langs et godstog i byen Idomeni i Grækenland, der ligger på grænsen til Nord-Makedonien. REUTERS/Alexandros Avramidis

Over det sidste år har østrigske myndigheder standset mindst 3500 migranter, der gemte sig på tog. Menneskesmuglere skjuler dem ofte under bunden på godsvogne.

Tallene er uofficielle, da statistikken for 2019 endnu ikke er offentliggjort. Den østrigske avis Krone bringer dem og fortæller samtidig, at mange flere migranter slipper igennem. Til avisen siger Gerald Tatzgern, der leder kriminalpolitiets indsats mod menneskesmugling, at turen er livsfarlig:

”I godsvognene skærer de huller i bunden, og menneskene skal så klemme sig igennem en åbning på 20 gange 60 centimeter ind under tonsvis af last. Og forskubber lasten sig, er de i akut livsfare.”

Han fortæller videre, at smuglerne er blevet mere sofistikerede. Når de bryder ind i en togvogn, erstatter de toldplomberne med nye. Ofte er det i Serbien eller Bulgarien, at smuglerne åbner vogne, der skal videre mod Østrig eller Tyskland.

Strømmen af migranter er taget til over det seneste år. Alene på et enkelt godstog i september talte myndighederne op mod 100 migranter, hvor af 41 blev tilbageholdt, mens resten slap væk. Til betjentene fortalte migranterne at de kom fra Serbien og at de typisk havde betalt menneskesmuglere 1500 € for at blive smuglet om bord og gemt i togvognene.

Historien understøttes af nyhedsbureauet Reuters, der skrev om togruterne nordpå fra Grækenland allerede i september sidste år. Her var det især ved grænsen til Nord-Makedonien, at migranter forsøgte at gemme sig mellem godsvogne for at slippe over grænsen.