Pensionister skal betale meget mere for at køre med bus, tog ogmetro, når mimrekortet afskaffes til sommer. Dansk Folkepartis transportordfører Hans Kristian Skibby finder prisstigningen urimelig og kalder transportministeren i samråd
Hvorfor skal det pludselig være markant dyrere for pensionister i Hovedstadsområdet at køre med bus, tog og metro? Det vil Dansk Folkepartis transportordfører Hans Kristian Skibby nu have transportminister Benny Engelbrecht til at forklare i et samråd.
Baggrunden er, at DSB, Movia og Metroselskabet til juni vil udfase det særlige pensionistkort, kendt som “mimrekortet”, og erstatte det med en generel rabat på 25-40 procent for alle pensionister.
Den nye rabat vil give en besparelse for pensionister, der ikke har bruger pensionistkortet i dag. Men for pensionister, der bruger kortet flittigt, er der udsigt til markante prisstigninger. BT fortæller om et pensionistpar, der i følge egne beregninger får en ekstraudgift på 1800 kroner om måneden. Det svarer til en prisstigning på 450 procent.
DF-ordfører: Urimeligt overfor de ældre
Hans Kristian Skibby finder prisstigningen urimelig:
”Vi skal have opklaret, hvem der har besluttet det her og hvad økonomien er i det. Jeg står uforstående overfor, at man laver så stor en ændring, der giver folk så stor en prisstigning. Det synes jeg ikke er rimeligt overfor ældre med små indkomster,” siger han.
Siden det torsdag kom frem, at trafikselskaberne vil afskaffe mimrekortet, har Hans Kristian Skibby modtaget mere end 50 henvendelser fra pensionister, der bruger mimrekortet, eller pårørende.
”Vi er nødt til at have en forklaring fra ministeren. Jeg går ud fra, at han har fået en redegørelse fra DSB. Man må da have forventet, at det her vil give noget utilfredshed,” siger Hans Kristian Skibby.
Minister: Selskabernes beslutning
Transportminister Benny Engelbrecht siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er trafikselskaberne, der har retten til at fastsætte taksterne:
”Det er trafikselskaberne, der har takstkompetencen. Dermed er det parterne i DOT – DSB, Metroselskabet og Movia – der har besluttet, hvordan den kommende pensionistrabat skal være indrettet, hvorfor jeg må henvise til dem,” skriver Benny Engelbrecht.
DOT: Mest retfærdige model
DOT, Din Offentlige Transport, har til TV2 Lorry forklaret, at formålet med ændringen er at lave en rabatordning, som samtlige pensionister kan få glæde af. Fremover vil alle pensionister således få 25 procent rabat på pendlerkort og 40 procent af rabat på enkeltrejser. I dag er det kun de 12 procent, der har mimrekort, som får rabat.
”Vi har ikke kunne finde en model, der ellers har gjort, at alle fik lige adgang til pensionistrabatten. Vi bruger alle de penge på pensionistrabat som vi brugte før, så der er bare nogle andre pensionister, der får mere gavn af rabatten,” siger Eskil Thuesen, talsmand hos Din Offentlige Transport, til TV2 Lorry.
FAKTA: PENSIONISTKORTET
- Pensionistkortet koster 420-840 kroner for tre måneder, afhængigt af antallet af zoner, man køber.
- Pensionistkortet giver borgere på 65 år og derover mulighed for at rejse ubegrænset med offentlig transport i hovedstadsområdet, dog ikke i myldretiden morgen og eftermiddag på hverdage.
- Kilde: TV2 Lorry