God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
Rapport om udlændingecenter ensidig og fuld af fejl: Ansatte blev ikke hørt
Eksperter, politikere og ansatte kritiserer rapport fra Europarådets Torturkomité for at være ensidig og problematisk. Der blev kun lyttet til de afviste asylansøgere
ASYLCENTRE | I sidste uge var det Danmarks behandling af afviste asylansøgere på Udlændingecenter Ellebæk, der fik hård kritik i en rapport fra Europarådets Torturkomité. Men nu er det komiteen selv, der får hård kritik. For rapporten er ensidig og problematisk, og den lever ikke op til dansk standard for undersøgelser af denne type. Sådan lyder kritikken i Berlingske fra eksperter, ansatte i kriminalforsorgen og politikere.
“Det hele baserer sig på udokumenterede påstande, som vi ikke har en jordisk chance for at forsvare os imod,” siger formanden for Fængselsforbundet Bo Yde Sørensen, hvis medlemmer i rapporten beskyldes for racisme og vold.
Direktøren i Kriminalforsorgen Thorkild Fogde påpeger åbenlyse fejl. F.eks. hævdes det at kvinder kun har ret til at være udenfor i 30 minutter, selv om Ellebæk har én times udetid. Det hævdes også, at alle frihedsberøvede skal undersøges nøgne. Virkeligheden er, at det sker kun i nogle tilfælde, eksempelvis hvis der er frygt for selvmord.
Årsagen til fejlene er, at Torturkomiteen kun har talt med afviste asylansøgere. Den anklagede part, personalet, kommer ikke til orde. Det gælder også i omtalen af konkrete sager om vold, hvor komiteen kun har talt med migranten, der anklager personalet.
“Anklagerne er ensidige og skal tages med et gran salt. Hvis myndighederne i rapporten havde haft mulighed for at svare, var udlægningen blev mere nuanceret,” siger seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing til Berlingske.,
Berlingskes artikel kan læses her (NB: Kræver abonnement)
DF siger nej til borgerforslag om pesticidforbud
Miljøordfører René Christensen frygter, at forbud vil få flere til at købe pesticider i udlandet
SPRØJTEMIDLER | En gruppe borgere vil have Folketinget til at indføre et forbud mod brug af sprøjtemidler i private haver og på offentlige fællesareal, men ifølge miljøminister Lea Wermelin (S) er et sådant forbud i strid med EU’s regler. Derfor kan regeringen ikke støtte det borgerforslag, der behandles i Folketinget tirsdag eftermiddag. Til gengæld lover miljøministeren, at regeringen vil undersøge, om det er muligt at udforme et forbud, der lever op til reglerne i EU.
»Regeringen deler ambitionen om et forbud mod sprøjtemidler på offentlige og private arealer. På den måde er vi helt enige med alle dem, der har skrevet under på det her forslag. Derfor er jeg i øjeblikket i gang med at se på, præcis hvordan man kan lave et sådant forbud i forhold til EU-reglerne«, siger Lea Wermelin til Politiken.
Hos Dansk Folkeparti frygter miljøordfører René Christensen, at et forbud vil medføre flere køb af pesticider i udlandet.
»Vi kan ikke stemme for forslaget, som det ligger. Udfordringen er blandt andet, at man ikke kan stille ændringsforslag til borgerforslag«, siger han.
Flere unge stemte til Europaparlamentsvalget
Klimadagsorden fik flere unge til at stemme til EU-valget, vurderer valgforsker
EU-VALG | En ny rapport udarbejdet af statskundskabsprofessor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet viser, at andelen af unge førstegangsvælgere ved Europaparlamentsvalget i maj 2019 var rekordhøj. Ganske vist var stemmeprocenten for unge vælgere mellem 19 og 21 år stadig lavere end blandt de ældre vælgere, men valgdeltagelsen ved det seneste EP-valg var næsten 20 procentpoint højere end ved EP-valget i 2014.
»Det betyder simpelthen, at de unge rent politisk udfordrer det grå guld. Det grå guld har længe siddet på flæsket og bestemt, hvem der skulle sidde i Europa-Parlamentet. Nu er det lige pludselig en ny gruppe, der melder sig på banen med nogle andre dagsordener og andre politiske ønsker,« siger Kasper Møller Hansen til Berlingske.
Han vurderer, at klimadagsordenen har haft stor betydning for de unges valgdeltagelse.
»Det var helt vildt, som vi i foråret 2019 så, at de unge mobiliserede sig på klimaet,« siger han: »Det er en dagsorden, som jo også taler til internationalt samarbejde.«
Dansk Folkepartis europaparlamentariker, Peter Kofod, er enig. Også han tror, at klimaspørgsmålet har fået flere unge til at sætte deres kryds.
»Det er en måde at tage ansvar for sit land og sin tid på. Så jeg synes, det er rigtig godt,« siger han.
“Statsministerens fokus på flere tvangsanbringelser er forkert”
DFs formand Kristian Thulesen Dahl kritiserer statsminisiter Mette Frederiksens nytårstale i debatindlæg
NYTÅRSTALE | Statsministeren nytårstale var ukonkret. Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i et indlæg i Kristeligt Dagblad. Thulesen Dahl skriver blandt andet, at han havde håbet, at Mette Frederiksens tale ville have gjort danskerne lidt klogere på, hvornår og hvordan Socialdemokratiet har tænkt sig at indfri deres store valgløfte om tidligere pension for nedslidte.
“Det svar må vi åbenbart vente på en rum tid endnu,” lyder det i indlægget.
Kristian Thulesen Dahl skriver endvidere:
“På ét punkt var statsministeren dog meget konkret. Hun vil have flere tvangsanbringelser og bortadoptioner af børn. Den udmelding overraskede mig meget. Jeg synes ikke, det skal være et mål i sig selv at tvangsfjerne flere børn fra deres forældre. I stedet bør målet være at opjustere indsatsen for sårbare familier, så man netop undgår en tvangsfjernelse.”
Undersøgelse: Børn bliver ikke hørt før anbringelser
Kun hver tredje barn siger, at de blev spurgt før en anbringelse. Hver fjerde har aldrig fået en forklaring, de kunne forstå
ANBRINGELSER | Børn bliver sjældent taget med på råd, når de bliver anbragt. En ny undersøgelse fra fagorganisationen Socialpædagogerne, som Politiken omtaler, viser, at kun en tredjedel af 169 anbragte børn i alderen 11-18 år husker, at de er blevet spurgt om, hvad de selv havde af ønsker eller spørgsmål.
“Det er ikke godt nok. Det kan vi ikke acceptere,” siger formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen, til Politiken.
Kirsten Ketscher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet, siger at kommunerne bryder loven, når de ikke inddrager børnene.
Undersøgelsen er lavet i 2018 men ikke offentliggjort før nu. I undersøgelsen siger hver fjerde barn, at de aldrig har fået en forståelig forklaring på, hvorfor de skulle flytte fra forældrene.
“Alt tyder på, at det kan påvirke trivslen negativt hos et barn, der bliver anbragt, hvis det føler sig tromlet over. Så kan det blive svært at give sig hen til det nye sted, barnet eller den unge skal bo,” siger seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk, der er førende inden for forskning af udsatte børn.
Læs artiklen i Politiken her.
Martin Henriksen: Giv os Sydslesvig tilbage
DF´s medlem af Sydslesvigudvalget drømmer om, at Sydslesvig en dag bliver en del af Danmark igen
GENFORENING | Midt i fejringen af 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark, har Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen lanceret en kontroversiel drøm. Han ser nemlig gerne, at også den del af Slesvig, der ligger syd for grænsen, en dag bliver en del af Danmark.
”Det ville da være dejligt. Jeg da godt, det ikke er særligt realistisk, men jeg skal ikke lægge skjul på, at det er et håb, jeg har,” siger Martin Henriksen, der fortsat er medlem af Sydslesvigudvalget, til Avisen Danmark.
”Børn skal være tæt på deres forældre, og vi er alle sammen børn af Danmark. Det handler grundlæggende om min kærlighed til fædrelandet,” siger han.
DFs næstformand Søren Espersen bakker op.
”Vi er da selvfølgelig mange, der nærer et genforeningshåb. Det ville være underligt ikke at have det håb. Hvad skal det hele ellers til for med danske skoler og gymnasier i Sydslesvig,” siger han til Avisen Danmark.
Formanden for Sydslesvigudvalget, Enhedslistens Christian Juhl, kalder ideen ”fuldstændig tåbelig”, mens den tidligere formand, Venstres Anni Mathiesen, kalder forslaget provokerende og uigennemtænkt.
Artiklen i Avisen Danmark kan læses her (NB: Kræver abonnement)
TWITTER & FACEBOOK
Pia Kjærsgaard skriver på Twitter om dagens historie i Berlingske, hvor eksperter kritiserer Europarådets rapport om Udlændingecenter Ellebæk (se omtale ovenfor):
DFs socialordfører Karina Adsbøl deler ditOverbliks artikel på Facebook om kommunernes brug af konsulenter, der skal finde besparelser på handicappede og psykisk syge:
POLITISK KALENDER – tirsdag den 14. januar 2020
Kl. 13.00: Møde i Folketingssalen – bl.a. disse punkter:
Forespørgsel til justitsministeren: Hvordan vil regeringen sikre, at borgerne får mulighed for større indsigt i den offentlige forvaltning, herunder sikre, at der bliver rettet op på de udfordringer, der er konstateret i offentlighedsloven?
Af Peter Skaarup (DF), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Rosa Lund (EL) og Naser Khader (KF).
Eventuel afstemning udsættes til torsdag den 16. januar 2020.
1. behandling af beslutningsforslag nr. B 54: Forslag til folketingsbeslutning om øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer (borgerforslag).
Af Peter Skaarup (DF), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF), Pernille Skipper (EL), Mai Mercado (KF), Rasmus Nordqvist (ALT), Pernille Vermund (NB), Ole Birk Olesen (LA) og Aaja Chemnitz Larsen (IA).
1. behandling af beslutningsforslag nr. B 36: Forslag til folketingsbeslutning om at indføre kædeansvar for danske private og kommunale affaldsselskaber, når der handles med dansk affald.
Af René Christensen (DF) m.fl.