DF i København vil have stoppet samarbejde med iransk-støttet moské

0
3961
Mindehøjtidelighed for Qassem Soleimani og Abu Mahdi Al-Muhandis på Rådhuspladsen i København søndag den 12. januar 2020. Begge blev fredag den 3. januar 2020 dræbt i et amerikansk droneangreb ved lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Søndagens mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen for den iranske terrorgeneral Qassem Soleimani var arrangeret af folk fra den iransk støttede Imam Ali Moskéen på Nørrebro. DF vil have afbrudt kommunens samarbejde med moskéen. Samtidig har DFs Martin Henriksen politianmeldt en af moskeens imamer

Københavns Kommune bør afbryde al samarbejde og kontakt med Imam Ali Moskéen, der ligger i Københavns Nord-Vest-kvarter.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentationen i København, Finn Rudaizky.

Imam Ali-Moskéen støttes af det iranske styre, og det var folk fra Imam Ali Moskéen, der stod bag søndagens mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen for den iranske general Qassem Soleimani, der blev dræbt ved et amerikansk droneangreb i Bagdad fredag den 3. januar.

Soleimani var leder af den iranske terrorstyrke Al-Kuds og han menes at være ansvarlig for tusindvis af drab udenfor Iran. Alligevel blev han hyldet som en martyr på Rådhuspadsen

Finn Rudaizky kalder Soleimani for en rendyrket terrorist, og han mener, at søndagens mindehøjtidelighed bør være anledningen til at afbryde samarbejdet med Imam Ali-Moskéen.

”Jeg mener ikke vi skal opretholde forbindelsen til en filial af det iranske præstestyre, som hylder og ærer terrorister og her en terrorist med tusinder af mord på samvittigheden. Derfor vil vi stille forslag om afbrydelse af kontakten til Imam Ali Moskeen. Kommunens værdigrundlag kan ikke holde til at holde kaffe-dialog-lignende møder med personer og grupper af borgere, som hylder og fejrer terrorister,” siger Finn Rudaizky.

“Jeg mener ikke vi skal opretholde forbindelsen til en filial af det iranske præstestyre, som hylder og ærer terrorister”

Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen (DF)

Tætte forbindelser til Iran

Jyllands-Posten har tidligere dokumenteret, at Imam Ali Moskeen har forbindelser til det iranske præstestyre. Sidste år kunne avisen afsløre, at moskeen på Nørrebro er tæt knyttet til Imam Ali Moskeen i Hamburg, der ifølge den tyske efterretningstjeneste fungerer som propagandacentral for det iranske præstestyre. Imam Ali Moskeen har tidligere gjort sig bemærket ved bl.a. at støtte en hadprædikant, der billiger vold mod familiemedlemmer og mener, at en kvinde ikke kan sige nej til sex med sin mand.

“Det er almindelig kendt, at denne moske har meget tætte bånd til det iranske præstestyre og modtager svimlende beløb fra Iran. Da Borgerrepræsentationen stemte om at bygge den iransk-styrede moske, var det desværre kun os fra Dansk Folkeparti, som advarede mod moskeens fundamentalistiske aktiviteter”, siger Finn Rudaizky.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Imam politianmeldt af Martin Henriksen

Søndagens demonstration har i øvrigt fået DFs tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen til at politianmelde Saif Shah Muhammed, der er imam ved Imam Ali Moskeen. Det skyldes en episode, som opstod efter demonstrationen. Her omringede Saif Shah Muhammed og 20-25 andre muslimer fra moskéen Martin Henriksen og kom i en diskussion med ham om bl.a. stening og henrettelse af homoseksuelle i Iran.

Saif Shah Muhammed ville have Martin Henriksen til at trække en kommentar tilbage fra facebook, hvor han har delt et opslag fra debattøren og Iran-kritikeren Firoozeh Bazrafkan. Hun beskylder på facebook Saif Shah Muhammed for på moskéens hjemmeside at have opildnet til terror. Martin Henriksen har i kommentar skrevet at “der er tilsyneladende en opfordring til terror i et opslag fra en fremtrædende imam fra moskeen”, hvilket søndag fik Saif Shah Muhammed til at kræve, at Martin Henriksen sletter sin kommentar. Ellers vil han sætte sin advokat på sagen.

I en video, som DFeren Lars Vestergaard har filmet fra diskussionen, slutter Saif Shah Muhammed med at sige til Martin Henriksen, at han “skal passe rigtig godt på sin familie”. Det er den bemærkning, som nu har fået Martin Henriksen til at politianmelde imamen.

Truende adfærd

Martin Henriksen skriver om episoden på facebook:

“Han (Saif Shah Muhammed, red.) siger afslutningsvis, at jeg skal “passe rigtig godt på min familie”, hvilket jeg med det samme opfatter som en trussel. Nu hvor jeg også har haft tid til at tænke over det, er jeg endnu mere overbevist om at det var en trussel,” skriver han.

”Det er ikke første gang, at muslimer udviser en truende adfærd overfor min familie, og det er heller ikke første gang, der er trusler af forskellige karakter rettet mod min familie. Men igen, jeg plejer ikke at fortælle offentligheden om det. Jeg personligt og/eller Dansk Folkepartis kontor på Christiansborg plejer for det meste at orienterer politi og PET, som så nogen gange reagere og andre gange ikke (…) Nu gider jeg ikke at tie stille mere, ihvertfald med den slags. Nu skal det siges,” fortsætter Martin Henriksen

Martin Henriksens opslag kan læses her.

Lars Vestergaards video fra episoden kan ses her.