Trump vinder terræn fra Biden

0
2631
Præsident Trump trykker hånd med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy under et møde tidligere på ugen i New York. Foto: REUTERS/Jonathan Ernst

Demokraternes stort anlagte angreb mod Trump for hans aktiviteter i Ukraine ser ud til at give bagslag. Allerede nu synker deres favorit som præsidentkandidat, Joe Biden, tilbage i meningsmålingerne

Hvad er værst for en præsidentkandidat? At have gjort det muligt for sin søn at tjene gode penge på korrupte erhvervsfolk i Ukraine – eller at have lagt pres på Ukraines nye præsident for at finde ud af, hvad den andens søn egentlig har gjort. Demokraterne i USA er klart overbevist om det sidste – men mange main stream medier er i tvivl og vælgerne selv har det på samme måde.

De demokratiske ledere er ikke i tvivl om, at Donald Trumps håndtering af sagen rækker til en rigsretssag. Men den sag og dens mange detaljer vil også ramme hans modstander, Joe Biden. For allerede nu kommer der ubehagelige detaljer frem om hvad Joe Biden og især hans søn Hunter Biden har foretaget sig i Ukraine.

Obamas mand

Joe Biden var ikke blot en kransekagefigur som vicepræsident under Barack Obama. Han havde en række konkrete opgaver, der krævede erfaring og ro – herunder at holde kontakten til lederne i Ukraine, der kæmpede med presset fra Rusland og en bitter borgerkrig i den østlige del af landet.  Og det kom hans søn, Hunter Biden, til gode.

For mange i Ukraine søgte den direkte kontakt til den amerikanske top gennem Biden – og hans søn, der også var ombejlet. Særligt en ukrainsk energivirksomhed opsøgte ham og gav ham en plads som rådgiver til 50.000 dollars om måneden. Ikke noget absurd stort beløb i de kredse, men nok til at vække mistillid til de to gange Biden.

Værst for Biden

Foreløbig kender vi kun til et sammendrag af Donald Trumps samtaler med den siddende præsident i Ukraine, Wolodymyr Selenskyj. På den side siger Selenskyj selv, at han ikke blev presset af Trump – sammendraget tyder på noget andet. Mere vigtigt er det, hvordan vælgerne ser denne sag – og det er ikke kun til ugunst for Trump.

For eksempel har analyseinstituttet Rasmussen Reports spurgt amerikanske vælgere i denne uge, om de foretrækker Biden frem for Trump. Det har de gjort ved flere tidligere analyser, men denne gang peger pilen den anden vej. 47 procent vil stemme på Donald Trump, mens 43 procent foretrækker Joe Biden.

Det gælder som god tone at stille spørgsmålstegn ved meningsmålinger på dette tidspunkt i en præsidentvalgkamp. For der mere end et år til selve valget og det er langt fra afklaret, hvem der stiller op for demokraterne – eller for republikanerne, for den sags skyld. Men Joe Biden er langt den bedst kendte på demokraterne og han har som sagt i tidligere målinger klaret sig bedre overfor den siddende præsident.

Og skulle det komme til rigsretssag – demokraterne mangler omkring 50 stemmer i at kunne gennemtvinge det – så er det måske værd at huske på den sidste af slags. Da demokraternes egen Bill Clinton skulle grueligt meget igennem på grund af sin embedsførelse og af sine seksuelle eventyr, så var vinderen bagefter klar: nemlig den siddende præsident.