Trump tager Florida

0
2206
Donald Trump giver 'thumbs up' til sine tilhængere under et rally i Phoenix Goodyear Airport i Arizona. Foto: JONATHAN ERNST/Ritzau Scanpix

I dag fører Joe Biden med et procentpoint over Donald Trump; i går var det omvendt. Her fem dage før det amerikanske præsidentvalg er valgkampen helt åben. Og Trump har en trumf: Florida

Sidst Donald Trump stod foran et gigantisk vælgermøde i Florida, kaldte han staten for ’sin hjemstat’. En tilsnigelse for en mand, der kommer fra New York, men masserne jublede. Og i alt fairness er det her, han slapper mest af – når han da ikke lige forsøger at forbedre sit golfhandicap.

Og han har grund til at nyde det, for i den seneste meningsmåling fra det ledende valgforskningsinstitut Rasmussen Reports fører han med 50 procent over 46 procent til udfordreren Joe Biden. Det kan give ham 29 ud af de 270 valgmænd, han har brug for, hvis han skal blive boende i Det Hvide Hus. Og så er der lige det, at Florida i nyere tid næsten altid har foretrukket den mand, der endte med at blive præsident.

Det har tradition i Florida: ved det første præsidentvalg efter statens grundlæggelse i 1845 stemte borgerne i Florida for Zachary Taylor, der med deres hjælp blev præsident. I nyere tid var det kun i 1992, at Florida så den anden vej, da Bill Clinton blev præsident. Og da hans vicepræsident Al Gore forsøgte sig, var det lige præcis 532 stemmer i Florida, der svingede valget til republikanerne og Bush II.

Også i Florida er det økonomien, der hjælper Donald Trump ud af det, der længe virkede som en tabt sag. Staten har set stor fremgang under ham og selv nu under corona krisen, begynder staten hurtigt at komme sig. Magasinet Fortune skriver i denne uge, at udsigterne for statens økonomi længe var lige så nedtrykte som Trumps chancer for genvalg – men at begge klart er på vej op.

Donald Trump til et valgtmøde i Bullhead City, Arizona. Foto: REUTERS/Jonathan Ernst

Frygter meningsmålingerne

Skal man tro de gamle medier, der sidste gang satte deres lid til deres egne meningsmålinger, er de også denne gang upålidelige. Man kan godt få det indtryk, at der er tale om ønsketænkning, for dækningen også i de amerikanske medier er klart til Bidens fordel. Og når meningsmålinger nu svinger imod ham, så må de jo være forkerte.

Flere medier har opgivet at have deres egne målinger, men de to partier kører deres egne for at finde ud af, hvor det kan betale sig at sætte reklamekroner ind. Også her synes Donald Trump at have en fordel og har satset rigtigt på afgørende svingstater som netop Florida, men også North Carolina og Ohio. Joe Biden har til gengæld både støtte fra de gamle medier – og fra storkapitalen, der har sikret ham milliarder til valgkampen.

Den demokratisk præsidentkandidat Joe Biden fotograferet under den sidste præsidentdebat på Belmont University i Nashville, Tennessee. Foto: JIM WATSON/Ritzau Scanpix

New York Times har haft den store lommeregner frem og kan allerede nu erklære, at denne valgkamp bliver langt den dyreste nogensinde. 14 milliarder dollars eller 90 milliarder kroner vil valgkampen til Det Hvide Hus og til Kongressen koste i år. I begyndelsen af denne måned lå forventningen ellers på 11 milliarder dollars eller 70 milliarder kroner – hvilket også havde været rekord.

Kilder: Rasmussen Reports, New York Times, 270towin, Fortune.