DF: Uacceptabelt hvis minister kendte til problemer på kostskole

0
1590
Havregårdens Kostskole ved Gilleleje. Foto Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Torsdag kom det frem, at Børne- og Undervisningsministeriet i lang tid har kendt til problemerne på kostskolen Havregården, hvor børn er blevet udsat for svigt og overgreb. Men hvad vidste ministeren? Det vil DF og Venstre have afklaret i et samråd

”Det er helt uacceptabelt”. Ordene kommer fra DFs uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, og de er foranlediget af en sag fra kostskolen Havregården i Gilleleje.

I sidste uge blev det afsløret, at børn i årevis har været udsat for alvorlige svigt og overgreb på Havregården. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sagde dengang til medierne, at hun var oprevet over de ting, hun havde hørt:

”Det, vi hører om på Havregården, må ikke kunne ske”, sagde ministeren til Ekstra Bladet.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på et pressemøde tidligere på uge. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Men nu er det kommet frem, at hendes eget ministerium i lang tid har kendt til sagen. På et møde med Socialtilsynet i november 2019 blev ministeriet orienteret om en lang række problemer på skolen – herunder seksuelle overgreb, sammenbrud i anbringelser og en manglende evne til at rumme behandlingskrævende børn.  Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen skriver yderligere, at en chef fra Socialstyrelsen på mødet ifølge et referat sagde, at der var en stor bekymring for Havregården, og at “det er stukket helt af”.

Jens Henrik Thulesen Dahl, kommunal- uddannelses- og forskningsordfører. Foto: Steen Brogaard

”Helt uacceptabelt”

Dansk Folkepartis ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl siger til Ekstra Bladet, at hvis ministeren kendte til problemerne, er sagen blevet helt forkert håndteret:

”Hvis man har haft information om Havregårdens situation i et år uden at handle, så er det et klart svigt. Det er der ingen diskussion om. Det er uacceptabelt”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti er ikke ene om denne holdning. Også Venstre er kritisk. De to partier har derfor kaldt Pernille Rosenkrantz-Theil i et samråd om sagen.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix