Trump står alene mod resten

0
1172
Præsident Donald Trump under sit seneste møde med tilhængere, der fandt sted i Erie International Airport i Pennsylvania tirsdag. Foto: Jeff Swensen/Getty Images/AFP

Morgendagens store debat mellem Donald Trump og Joe Biden er Trumps sidste chance for at komme tilbage i valgkampen. Måske derfor danser han rundt til valgmøder, mens Biden gemmer sig

Tallene har vendt sig imod Trump. Selvom Bidens forspring er skrumpet heftigt fra 12 procentpoint i sidste uge til fem i denne – ifølge Rasmussen Reports, der var bedst til at forudsige valget for fire år siden – så kan man ikke sige, at han ligner en vinder. Trumps sygdom har formentlig ramt ham hårdere i meningsmålingerne end den gjorde fysisk.

Derfor oplever man nu en præsident, der nærmest danser på bordene. Endnu mere selvbruner og en jovialitet, hvor han taler om at kysse sine vælgere og knuselske dem, er stilen. Hans modstander er derimod gået i hi: Joe Biden har taget fire dage fri fra den afgørende slutspurt.

En af grundene kan ifølge kommentatorer være, at også han må forberede sig for at satse på at klare sig mere end godt i den sidste debat direkte mellem de to i morgen nat dansk tid. Andre antyder, at den snart 78-årige simpelthen er træt.

Mangler sin talmagiker

Den siddende præsident har mistet mange af sine allierede i løbet af sine fire år i Det Hvide Hus. Enten fordi de selv har trukket sig fra hans side eller fordi han har jaget dem væk. Et kvalificeret gæt er, at den, han lige nu savner mest, er Brad Parscale.

Den godt to meter høje dataanalytiker var i høj grad med til at sikre Trump valget i 2016 – både ved at skaffe penge til kampagnen og ved foreslå, hvor de med fordel kunne bruges. For hvor Hillary Clinton fik næsten tre millioner flere stemmer end Donald Trump, sikrede hans kampagnefolk ham valgsejren med deres bedre forståelse af valgets matematik. De sørgede for at hans annoncer og han selv især ramte de stater, der kunne svinges over til republikanerne.

En video med Joe Biden bliver vist på storskærm under Donald Trumps seneste “Make America Great Again”-rally for tilhængere i Pennsylvania. Foto: SAUL LOEB / AFP

Stater som folkerige Florida, Texas og Ohio. Stater hvor Biden i dag har et lille forspring på to til fire procentpoint, og som Trump er nødt til at vinde tilbage for at sikre sig sejren. For med de tungeste stater Californien og New York imod sig, skal han stort set farve resten af valgets landkort i republikanernes røde farve.

Det kan blive svært uden talmagikeren Brad Parscale, der forlod posten som leder af Trumps kampagne for at blive genvalgt allerede denne sommer. Og hans personlige nedtur har været voldsom – politiet har i sidste måned måttet arrestere ham udenfor familiens hus i Florida – hvor han både var bevæbnet og til fare for sig selv.

Sidste debat

Så når de to mænd tørner sammen i Nashville, Tennessee i morgen, skal de begge prøve noget nyt. Biden skal forsøge at forklare, hvad han egentlig vil som præsident. Særligt udsigt til at han vil hæve skatterne er begyndt at skade hans kampagne.

Omvendt skal Trump forsøge ikke at optræde som bøllen i skolegården og forsøge at få nogle af sine frafaldne vælgere fra sidste valg tilbage. Derfor kører hans kampagne lige nu på at mobilisere alle de grupper – fra latinoer til ældre amerikanere – der gav ham sejren trods alt sidste gang. Og især skal han have dem til overhovedet at stemme.

For valgdeltagelsen tegner til at sætte rekord. Og mange stemmer plejer at betyde hjemmebanefordel til demokraterne.

Kilder: Rasmussen Reports, New York Times, NBC, Politico.