Pia Kjærsgaard: Muhammedtegningerne burde være obligatoriske i folkeskolen

0
2693
DFs udlændinge- og værdiordfører Pia Kjærsgaard. Foto: Carsten Lundager

Man kan ikke undervise i ytringsfrihed og Muhammedkrisen uden at vise Muhammed-tegningerne, siger DFs værdi- og udlændingeordfører Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten

Det burde være obligatorisk for folkeskoler at vise Muhammed-tegningerne, når de underviser i ytringsfrihed og nyere dansk historie. Det mener Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard. I første omgang vil hun dog nøjes med at sende “en kraftig opfordring” til skolerne om at vise tegningerne. Det siger hun til Jyllands-Posten.

“Det er så væsentligt for alt det, vi kæmper for i Danmark og Vesten. Det er ikke bare en historiefortælling, det er også vores ytringsfrihed,” siger Pia Kjærsgaard.

Tidligere på ugen sagde formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, at det ikke er skolens opgave “at provokere eller gøre forældre eller elever kede af det”. Derfor vil der være skoler, hvor man ikke bør vise tegningerne, mente skoleformanden. Med andre ord: På skoler og i klasser med muslimer, der kan blive provokeret, skal man undlade at vise de omstridte tegninger, der første gang blev bragt i Jyllands-Posten i 2005 og som bl.a. udløste angreb på danske ambassader i Mellemøsten.

“Vi kan sagtens snakke om ytringsfrihed uden at skulle vise den tegning,” sagde Claus Hjortdal til Jyllands-Posten.

“Det er så væsentligt for alt det, vi kæmper for i Danmark og Vesten”

Pia Kjærsgaard, værdiordfører, til Jyllands-Posten

Venstre: Dybt bekymrende

Den opfordring vækker hovedrysten på Christiansborg:

“Jeg har meget svært ved at se, at man kan fortælle om Muhammed-krisen uden at vise de pågældende tegninger,” siger Pia Kjærsgaard.

Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, er helt på linje.

“Det er dybt bekymrende, at der er skoleledere og andre, der grundlæggende pålægger sig en selvindført censur i forhold til at undgå visse emner i undervisningen. Det har vi i flere omgange peget på skete i relation til islam generelt, og nu ser vi det specifikt i forhold til Muhammed-tegningerne,” siger Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.

Blomster lagt foran Bois d’Aulne gymnasiet i Paris, hvor den terrormyrdede 47-årige historielærer Samuel Paty arbejdede som historielærer. Samuel Paty vakte islamisters vrede, fordi han brugte muhammedtegninger sin i undervisning om ytringsfrihed. Foto: CHARLES PLATIAU/Ritzau Scanpix

Gymnasielærer truet

Debatten om Muhammedtegningerne er blusset op, efter fredagens knivdrab på en gymnasielærer i Frankrig, Samuel Paty. Han blev myrdet på åben gade af en 18-årig tjetjensk flygtning, fordi han havde vist muhammedtegningerne i sin undervisning i ytringsfrihed.

Lørdag blev en dansk gymnasielærer udsat for trusler på facebook, fordi hun skrev, at hun i solidaritet med Samuel Paty ville vise tegningerne i sin undervisning. Læreren valgte efterfølgende at slette opslaget på grund af truslerne, som hun meldte til politiet. Her blev hun opfordret til gøre facebook-opslaget privat og til at “føre en lav profil”.

Jannie Bøgh, der er DF-medlem og speciallærer i folkeskolen, fortalte tirsdag til BT at hun i mange år har brugt Muhammedtegningerne og andre værker, der er kritisk overfor religion, i sin undervisning. “Jeg føler det er min pligt,” sagde Jannie Bøgh.

Læs også:

“Du er en foragtelig hund”: Gymnasielærer truet, fordi hun ville vise Muhammed-tegningerne