Trump er stadig frygtet

0
1233
Donald Trump taler ved et rally i Valdosta til støtte for den republikanske kandidat ved tirsdagens senatsvalg i Georgia. Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS/Ritzau Scanpix

Med blot to uger tilbage i Det Hvide Hus bliver Trump ved med at skræmme sine modstandere. De frygter for valgdagen i Georgia i morgen

En amerikansk præsident, der er på vej ud, bliver ofte kaldt en lame duck. Men Donald Trump er nærmere en vred drage end en lam and, hvis man skal tro de gamle medier. Mens befolkningen såmænd er mindst lige så tilfredse med ham i denne sidste tid, som de var med hans forgænger, så bliver den politiske elite ved med deres angreb på Trump.

Hele ti tidligere forsvarsministre har skrevet under på et brev, hvor de direkte advarer ham mod at sætte militæret ind for at forhindre, at han selv skal skifte bolig fra Det Hvide Hus til et af sine mange huse. To af dem har sågar tjent som ministre under Trump. En lidt mærkelig melding fra mænd, der har arbejdet tæt sammen med det amerikanske militær med dets disciplin og vilje til at blande sig udenom politik.

En holdning, som den øverste militære ledelse allerede i august understregede. Da sagde formanden for generalstaben, Mark A. Milley, at militæret på ingen måde vil spille en rolle i præsidentvalget. Heller ikke, hvis valgets resultat var omstridt.

Præsident Donald Trump og First Lady Melania Trump på vej til Air Force One før jul. Photo by SAUL LOEB / AFP

Telefonopkald lækket

I et andet angreb på den endnu siddende præsident har avisen Washington Post valgt at bringe et lækket telefonopkald, hvor han taler med den ansvarlige republikanske leder ved valget i netop delstaten Georgia. Med et meget tæt løb i den afgørende stat beder præsidenten om hjælp til at finde 11700 stemmer mere. Samtalen havde ingen konsekvens, men avisen, der hader Trump og alt hvad han står for, ser det som et forsøg på at stjæle stemmer.

Sagen har givet bagslag for avisen, der i brede kredse kritiseres for at bringe en lækket samtale. Manden i den anden ende, Brad Raffensperger, er den øverste ansvarlige for valget i staten. Han har klart protesteret mod, at samtalen er blevet brugt af avisen, der her står ret alene.

Selv avisen New York Times, der igen og igen har gjort sig til dommer over præsidenten og som også har fået en kopi i samtalen, er afdæmpet i sin egen vurdering. Samtalen ’var måske i strid med loven’, skriver avisen i dag. Eller med andre ord: en ligegyldig historie.

Washington Post har offentliggjort en telefonsamtale mellem Donald Trump og Georgia’s Secretary of State Brad Raffensperger. Foto: ELIJAH NOUVELAGE/Ritzau Scanpix

72

Tallet 72 går igen i de to vigtigste grunde til at republikanske politikere, der ønsker en fortsat politisk karriere, begynder igen at bakke om deres præsident. For Donald Trump satte republikansk rekord med over 72 millioner stemmer – og 72 procent af partiets vælgere mener, at både han og hans stil er kommet for at blive. En ny meningsmåling fra analyseinstituttet Rasmussen Reports, der ofte rammer rigtigt i forhold på den amerikanske venstrefløj, giver ham den store opbakning.

Hvor meget den nye medvind er værd for Trump, vil vise sig i morgen. Ved omvalget i Georgia kan demokraterne vinde kontrollen over Senatet og dermed hele Kongressen. Omvendt – hvis republikanerne holder fast – er det en sidste sejr for Donald Trump.

Kilder: New York Times, Washington Post, New York Post, Fox News, Rasmussen Reports