DF-ordfører: Det må aldrig være målet, at flere børn skal tvangsadopteres

0
2023
Social- handicap- ældre- og ligestillingsordfører Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Antallet af tvangsbortadoptioner er steget, og stigningen bekymrer DF’s Karina Adsbøl. Hun frygter, at antallet vil stige yderligere som følge af regeringens politik

Flere børn bortadopteres med tvang i Danmark. Fra 2016 til 2020 blev 58 tvangsbortadoptioner registreret, mens årene fra 2009 og til 2016 kun så 12 tvangsbortadoptioner. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Stigningen bekymrer Dansk Folkepartis socialordfører, Karina Adsbøl.

“At skære båndet mellem biologiske forældre og børn over, er noget af det mest indgribende, der kan ske. Med regeringens udmeldinger kan man frygte, at antallet af tvangsadoptioner vil stige. Jeg mener, at vi skal tilbage til situationen før lempelsen af regler om tvangsadoption, så familierne kan få en bedre retssikkerhed, ” siger Karina Adsbøl til Kristeligt Dagblad.

“At skære båndet mellem biologiske forældre og børn over, er noget af det mest indgribende, der kan ske”

Karina Adsbøl, socialordfører for DF

Til ditoverblik.dk tilføjer hun:

”Derudover er der også et økonomisk incitament i tvangsbortadoptioner, da man som kommune ikke vil have udgifter til forebyggelse i hjemmet, eller en anbringelse, og det kan bekymre mig, om barnets tarv så bliver vægtet”.

Karina Adsbøl er medspørger på et spørgsmål til social- og indenrigsminister Astrid Krag om tvangsadoptioner. Hun opfordres til at redegøre for, hvordan familierne sikres bedre retssikkerhed. Ministeren har endnu ikke besvaret spørgsmålet.

Målet er forkert

Stigningen i tvangsbortadoptioner er i tråd med den socialdemokratiske regerings politik. I sin nytårstale sidste år lancerede statsminister Mette Frederiksen (S) et mål om flere tvangsbortadoptioner. Det mål deler DF ikke deler.

”I Dansk Folkeparti ser vi familien som en enhed, og det er derfor først og fremmest familien, som har ansvaret for barnet. Selvfølgelig kan der være ulykkelige tilfælde, hvor en anbringelse eller adoption kan være det rigtige for barnet, men flere tvangsbortadoptioner bør aldrig være et mål i sig selv, ” siger hun til ditoverblik.dk.

Mere fokus på forebyggelse

Karina Adsbøl mener, at der i stedet bruges flere kræfter på forebyggelse og på hjælp til sårbare og udsatte familier, så kommunen bliver en samarbejdspartner og ikke en fjende.

Hun foreslår blandt andet, at kommunerne opretter et fast anbringelsesteam af socialrådgivere, som kun arbejder med familiesager, og at indsatserne kvalitetssikres, så de fejl, der sker i familiesagerne i dag, kan undgås. Men også at familierne tilknyttes en primær og sekundær socialrådgiver og en uvildig kontaktperson, så de altid har nogen at ringe til.

”Vi skal også have et øget fokus på netværksanbringelser, så barnet ikke rives væk fra alle vante relationer. Alle børn fortjener et godt børneliv,” siger Karina Adsbøl.