Tømmermænd uden champagne for Theresa May

0
1894
Storbritanniens premierminister Theresa May og EU-formand Donald Tusk på søndagens topmøde. Foto: Olivier Hoslet, Pool Photo via AP / Scanpix

Det tjenende personale ved søndagens EU-topmøde havde fået klare instrukser om ikke at sætte champagnen frem, for deres chefer fandt ikke, der var noget at fejre ved Storbritanniens farvel til EU. Til gengæld tog den britiske premierminister Theresa May hjem med et tungt hoved

Selve mødet var en formssag, der tog mindre end 40 minutter. Efter en hurtig runde af indlæg, der ifølge deltagere forløb sobert, gav de 27 andre EU-ledere deres opbakning til den Brexit-plan, som briternes embedsmænd har forhandlet på plads med EU-kommissionens folk. Samt til den politiske erklæring på 26 sider, der skal definere fremtidens samarbejde mellem EU og Storbritannien.

Den britiske premierminister havde givet håbet at få mere med hjem end tømmermænd. Hun har ønsket hjælp fra sine kolleger i kredsen til at løse den mere vanskelige opgave med at få aftalen godkendt hjemme i London, hvor den skal til afstemning den 12. december efter planen. I stedet for det gjorde de det værre.

Først var det den spanske leder Pedro Sanchez, der hævdede, at aftalen vil give Spanien stigende indflydelse over Gibraltar. Så sagde den franske præsident Emmanuel Macron, at han vil holde briterne fast i en toldunion uden muligheder for egne aftaler, hvis ikke briterne giver de franske fiskere flere fisk. Og til al overflod har kommissionens leder, Jean-Claude Juncker, truet briterne med at hvis de kommer rendende for at forhandle en bedre aftale, så vil de ’på sekunder’ blive belært om noget andet.

Det sidste er faktisk noget, som Theresa May selv hævder. Men hun havde givet ikke brug for Junckers trusler i det kommende opgør om Brexit derhjemme. Og hun havde da slet ikke brug for spaniernes åbenlyse glæde over at have presset briterne – eller franskmændenes arrogance.

Foto fra søndagens topmøde mellem EUs regeringsledere. Foto: OLIVIER HOSLET / various sources / AFP / Scanpix

Ingen bedre muligheder

Theresa May, der skal orientere både sin egen regering og parlamentet om aftalen i løbet af mandagen, satser i sin kampagne derhjemme på en blanding af medlidenhed og desperation. Medlidenhed får hun givet fra sine egne, der erkender at hun er ude i en nærmest håbløs kamp. Desperationen bygger på, at hun ikke tror, at en anden britisk regeringsleder kan forhandle sig til en bedre position.

For at udstille det, vil hun gerne have en Tv-debat med sin formelle modstander, Labours Jeremy Corbyn. Her skal målet være at hamre budskabet hjem om at Labour ikke kan præstere en bedre aftale. Corbyn har i dag sagt ja tak til debatten, men hans Labour er selv splittet i spørgsmålet om Brexit og har ikke præsenteret briterne for et klart alternativ til Mays plan.

Men hendes egne konservative partifæller kan vise sig at være en større udfordring. Britiske medier skriver i dag, at modstanden mod aftalen og hende selv vokser. For mange af hendes egne ser aftalen som en ydmygelse af Storbritannien.