Onsdag middag blev en mand og en kvinde dræbt af skud i den østtyske by Halle. Politiet har tilbageholdt den formodede gerningsmand, som skal have forsøgt at komme ind i byens synagoge. Tysk avis taler om højreorienteret terror.
Tysk politi meddeler via Twitter, at man fortsat søger efter flere gerningsmænd. Målet for dem var synagogen i Paulus-kvarteret, hvor der under angrebet var mellem 70 og 80 til højtideligheden i anledning af Yom Kippur, den vigtigste af alle jødiske helligdage. De to dræbte døde udenfor synagogen, hvis vagter var i stand til at afvise angrebet.
Mindst to blev såret i den sammenhæng. Vidner taler om en gerningsmand, der sammen med en anden flygtede fra stedet i en bil. De skiltes senere og den ene blev taget til fange, da han forsøgte at slippe væk i en taxa.
Fare for andre
Angrebet udløste storalarm og togtrafikken blev ledt udenom byen. Over det særlige tyske varselssystem Kat-Warn blev alle opfordret til at blive indendørs for ikke at komme i fare. Angrebet er blevet mødt med en stor politiindsats og den tyske regering har udtrykt sin bestyrtelse og sorg.
Politiet advarer mod, hvad de kalder vilde spekulationer på de sociale medier. De traditionelle medier giver sagen den største opmærksomhed. Tysklands største og mest farverige avis, Bild, skriver sent onsdag eftermiddag, at mindst en af gerningsmænd er etnisk tysker.
Avisen skriver i den sammenhæng om højreorienteret terror. Politiet har ikke kommenteret det – og heller ikke bekræftet, at der er tale om et antisemitisk angreb. Udover forsøget på at storme synagogen skal der være blevet skudt og øvet hærværk på en jødisk kirkegård.
Samtidig med angrebet i Halle blev der også skudt i byen Landsberg, der ligger en halv time i bil fra Halle. Der er ikke meldinger om tilskadekomne, men også her bad politiet borgerne om at blive inden døre og skal have taget en person til fange ved en børnehave. Ved en landsby i nærheden blev der også hørt skud og der er meldinger om en såret.