Tidligere DF-folketingsmedlem har åbnet sit hjem for ukrainske flygtninge

0
3363
Onsdag flyttede seks ukrainske flygtninge, fire kvinder og to børn, ind hos Ib Poulsen. Foto: Privat

Dansk Folkepartis tidligere fiskeriordfører Ib Poulsen, der er byrådsmedlem i Thisted, har overladt sit stuehus til seks ukrainske flygtninge. “Vi er nærområde til krigen i Ukraine, og derfor skal vi hjælpe her,” mener Ib Poulsen

Flygtninge skal hjælpes i deres nærområde. Det mener tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Ib Poulsen, der i dag er byrådsmedlem i Thisted Kommune.

Derfor var der heller ingen tvivl hos ham, da Rusland den 24. februar startede krigen mod Ukraine og sendte hundrede tusinder af ukrainere på flugt:

”Danmark kommer ikke tættere på som nærområde end krigen mod Ukraine. Der er Polen imellem os, men Polen kan ikke klare det alene. Derfor er Danmark nødt til at træde til og tage flygtninge fra Ukraine,” mener Ib Poulsen.

Er selv flyttet ind på høloft

Og det har han så gjort. Han har netop åbnet sit hjem i Thisted for seks ukrainske flygtninge – fire kvinder og to børn. De bor nu i stuehuset på hans lille husmandssted, mens han selv er flyttet over på et høloft, han har indrettet til bolig.

”Jeg mener, at når der er krige og konflikter, skal vi hjælpe flygtninge. Men det skal være økonomisk, i nærområdet. Vi skal ikke lade folk rejse den halve verden rundt for at søge asyl. Men her er vi selv nærområde, og ukrainerne passer kulturelt og religiøst godt ind i danske samfund. Derfor var det naturligt for mig at hjælpe, for jeg bor alene og har pladsen,” siger Ib Poulsen.

Ib Poulsen er medlem af byrådet i Thiseted. Han var folketingsmedlem for Dansk Folkeparti 2007-2011 og 2015-2019..

Har efterladt mand i Ukraine

Den ene af kvinderne har efterladt sin mand, der er officer, i Ukraine, hvor han deltager i kampene mod de russiske invasionsstyrker. De tre andre er yngre kvinder. Den ene kender i forvejen lidt til Danmark, hvor hun har bekendte. Fælles for kvinderne er, at de er klar til at arbejde og gå på sprogskole, så snart de får muligheden, dvs. når særloven for ukrainske flygtninge er vedtaget. Det sker først i næste uge.

”Den ene har allerede skaffet sig et arbejde og venter nu bare på, at særloven er klar, så hun kan komme i gang. Jeg synes det er en skamplet, at regeringen og Folketinget er så lange i spyttet,” siger Ib Poulsen.

Frygter det vil tage lang tid

Ib Poulsen har sagt til sine nye logerende, at de kan blive boende, så længe de vil.

”Jeg har ingen bagkant. Men jeg håber da, at de rejser hjem i morgen, for ligesom dem håber jeg selvfølgelig, at krigen slutter i morgen. Men det gør den nok ikke. Jeg frygter, at det kan tage måneder, måske år, og så har jeg tænkt mig at være lige så stædig som Putin og lade dem bo her, så længe de har lyst,” siger DF-politikeren.