Theresa May: Overflødigt nederlag

0
1553
Anti-Brexit pro-EU demonstranter foran the Houses of Parliament i London onsdag. Foto: ISABEL INFANTES / AFP

Med tusind timer til at Storbritannien skal forlade EU er der ikke tid til fodfejl. Men torsdag aften snublede den britiske premierminister i parlamentet, hvor hun igen blev stemt ned

Det er en samlet blok af hendes egne konservative, der gjorde udslaget. Gruppen kalder sig European Research Group (ERG) og dens leder er den markante politiker Jacob Rees-Mogg. Alle firs medlemmer af gruppen afholdt sig fra at stemme og dermed fik May et flertal på 45 stemmer imod sig.

Egentlig handlede afstemningen blot om en hensigtserklæring, der skulle sikre premierministeren opbakning til fortsatte forhandlinger med EU. Men hendes folk havde formuleret det sådan, så man i ERG så det som at man nu endeligt havde opgivet muligheden for en hård Brexit – altså at forlade EU uden en aftale. Og så vendte ERG ryggen til May, der ikke havde bøvlet med selv at være til stede i parlamentet.

En kommentator fra avisen Guardian, Tom Peck, beskrev det sådan her:

”Theresa May mødte ikke en gang op for at blive belært om sin egen uduelighed, og hvem kan bebrejde hende?”

”Theresa May mødte ikke en gang op for at blive belært om sin egen uduelighed, og hvem kan bebrejde hende?”

Tom Peck, kommentator i The Guardian
Premierminister Theresa May forlader embedsboligen i 10 Downing Street. Foto: Daniel LEAL-OLIVAS / AFP / Scanpix

Nederlag til Corbyn

May kan måske glæde sig over, at lederen af oppositionen heller ikke kan regne med sine egne. Jeremy Corbyn fra Labour havde sat sit eget forslag til afstemning om at udskyde Brexit. Her stemte ikke bare de konservative, men også flere af hans egne imod forslaget.

Hvor Mays konservative vil holde fast i muligheden for at forlade EU uden en aftale, så gør medlemmer af Labour oprør mod Corbyn af en anden grund. Mange af dem ønsker en ny folkeafstemning – i forventning om at Storbritannien så bliver i EU. Det er en del af partiets officielle politik, men Corbyn har svært ved at tage ordet folkeafstemning i sin mund.

Og Corbyns manglende evne til at skabe et alternativ til Mays linje får mange kommentatorer til at gøre grin med ham. Hvor May bliver beskrevet som uduelig, bliver han kaldt en bjæffende hund.