Terrorplaner i Tyskland med forbindelse til 9/11

0
1035
Et af tvillingetårnene i World Trade Center efter terrorangrebene i New York og Washington D.C. den 11. september 2001. Angrebene kostede over 3000 mennesker livet. Arkivfoto

En tysker med marokkansk baggrund havde forberedt en bombe og ville købe en pistol og en håndgranat, inden tysk politi stoppede ham

Arrestationen skete på en parkeringsplads, hvor tysk-marokkaneren var mødt op for at købe våben af en sælger, der i virkeligheden var en betjent. Efter arrestationen gennemsøgte politiet hans tre lejligheder og fandt blandt andet dele til en bombe, herunder 2,5 kilo ingredienser til sprængstof. Ifølge efterforskerne var han salafist og optaget af islamistisk terrorpropaganda.

”Det er en ganske, ganske alvorlig sag, og værre end hvad vi hidtil har set i Hamburg,” sagde byens ansvarlige senator Andy Grote.

Sagen kom frem i denne weekend, men den 20-årige, hvis navn opgives i tyske medier som Abdurrahman C., blev arresteret i august. Tyske efterforskere går ifølge medier ud fra, at målet var at udføre en terrordåd på 20-års dagen for 11. september terroren i USA.

Ikke alene

Abdurrahman C. er den eneste tilbageholdte i sagen, men han har tydeligt haft hjælp fra andre. Det er kommet frem, at han ikke har haft arbejde og har heller ikke kunnet komme ind på en studieplads. Alligevel har han haft råd til have hele tre lejligheder og han havde også kontanter til at købe våben for.

Avisen Bild bringer med henvisning til kilder i politiet oplysninger om, at Abdurrahman C. og andre unge islamister har haft tætte forbindelser til Mamoun Darkazanli. Den syrisk-fødte forretningsmand var en tæt kontakt til Mohammad Atta, der var anfører for den gruppe af al-Qaeda terrorister, der netop tog til USA i 2001 fra Hamburg. Darkazanli gjaldt direkte som bank for gruppen, men blev i 2005 løsladt af en dommer, der ikke syntes, at beviserne var stærke nok.

Også Abdurrahmans far er i søgelyset. Den marokkansk-fødte mand var tidligere selv en aktiv del af det ekstreme islamistiske miljø i Hamburg og skal have inspireret sin søn til at følge en ekstrem form for islam, salafisme.

Kilder: ARD, Bild, Spiegel