Kom til Sverige som flygtninge: Terrorpar blev udsendt af Iran

0
1540
Foto: Säkerhetspolisen

Et par med afghanske pas, der blev arresteret for terrorplaner i april, viser sig at være noget ældre – og i virkeligheden agenter fra Iran

I seks år har de levet som flygtninge i Sverige, mens de ventede på ordrer hjemmefra for at starte terror. Svenske medier fortalte først om dem som afghanske flygtninge – en 29-årig mand og hans 27-årige kone. Men nu er den svenske efterretningstjeneste Säpo overbevist om, at de er en halv snes år ældre og trænede som agenter fra en anden stat.

”Det må dreje sig om Iran; der kan ikke være tale om andet,” siger advokaten Nima Rostami til telegrambureauet TT. Han er specialiseret i sager om migration og blev allerede mistænksom, da han læste om parret ved arrestationen tilbage i begyndelsen af april.

”Der er ingen i Afghanistan, der har den slags fornavne – eller efternavn, for den sags skyld,” siger advokaten, der selv har iransk baggrund. Han bemærker også, at de undervejs fik tolkebistand på farsi – det mest udbredte sprog i Iran.

Politiet afslappet

Trods formodningen om at de var sendt afsted af en iransk efterretningstjeneste eller organisation, så synes svensk politi at tage det afslappet. De nye oplysninger får ifølge en talsmand for politiet ingen konsekvenser for deres sag. Advokaten Rostami ser derimod de svenske migrationsmyndigheders slappe kontrol som en invitation til fremmede agenter.

”Det svenske migrationssystem gør det nemt for udenlandske agenter at udføre handlinger for en fremmed stat – som Iran eller IS. Den lempelige vurdering af migranternes ansøgning om asyl og den særlige status, de kan få med status som flygtninge – det sammen med en ringe baggrundskontrol åbner døren for fremmede magters agenter,” siger Rostami videre.

Som eksempel nævner han, at de svenske myndigheder blot spørger den asylsøgende, om han eller hun har begået kriminalitet i deres hjemland. Nogen opfølgning eller kontrol sker ikke.

Bekræfter frygten

Sagen bekræfter den frygt, mange sikkerhedsfolk havde tilbage i 2015. Med millioner af migranter på vej mod det forjættede Europa kunne terrororganisationer – og altså også fjendtlige efterretningstjenester smugle fremtidige terrorceller ind blandt de mange migranter. I det konkrete tilfælde har svensk politi afsløret omfattende planer og beslaglagt en stor mængde informationer.

Ifølge svenske medier havde naboerne bemærket, at parret var meget forbeholdne. Vinduerne i deres lejlighed havde de dækket til. Noget der fører til mistanke om, at de arbejdede med sprængstoffer og ikke ønskede at andre skulle kunne kigge ind.

Historien kommer samtidig med at Säpo også advarer mod spionage mod svenske virksomheder fra især udenlandske studerende på de svenske universiteter. Også her nævnes Iran – sammen med Kina og Rusland – som de mest aktive spionnetværk.