Skaarup: Skandale at ventetid hos politiet stadig vokser

0
1240
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Ventetiden hos politi og domstole sætter ny negativ rekord, skriver B.T. Det sker på trods af ny politiaftale og løfter fra justitsministeren om at bringe ventetiden ned

378,5 dage – mere end et år. Så længe må ofre for indbrud, røveri og vold i gennemsnit vente fra de anmelder sagen til politiet og til den bliver afgjort ved en domstol.

Det viser de nyeste tal for sagsbehandlingstiderne hos politiet, skriver B.T.

Der er tale om de højeste sagsbehandlingstider nogensinde. I otte ud af 12 politikredse er ventetiden nu over ét år. En enkelt politikreds, Østjylland, topper med hele 469 dage.

Det sker på trods af, at justitsminister Nick Hækkerup (S) allerede 9. november 2019 bebudede overfor B.T., at “det er en af de største opgaver, der ligger på mit bord, at få nedbragt sagsbehandlingstiderne”.

Ventetiden er da også et afgørende punkt i den nyeste politiaftale, som gælder fra 1. januar 2021. Her står der i et tre sider langt afsnit under overskriften “Mindre sagsbunker og kortere sagsbehandlingstider”:

“Aftaleparterne er enige om en række initiativer, som skal styrke politiets og anklagemyndighedens straffesagsbehandling og bringe sagsbunkerne og sagsbehandlingstiderne ned”.

“Ministeren sidder på hænderne”

Af samme grund er Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup stærkt utilfreds med de nye oplysninger.

“Det her er en skandale, der skriger på, at ministeren kommer i arbejdstøjet og får løst problemerne. Han sidder på hænderne og skal bare til at få rullet politiaftalens initiativer ud, så vi kan se på, om der skal nye initiativer til. Lige nu gør vi grin med ofrene for kriminalitet,” siger Peter Skaarup til B.T.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen siger, at “meget tyder på”, at politiaftalens tiltag ikke er nok.

Hækkerup: Vi er i gang

Justitsminister Nick Hækkerup mener dog, at de to partier er for tidligt ude med kritikken. Det vil tage tid, før politiaftalens seks initiativer, herunder ansættelse af 310 ekstra medarbejder i straffesagsbehadnlingen, vil kunne ses, mener han

“Vi er allerede i gang, og det ved både Venstre og Dansk Folkeparti. Og jeg forventer også, at de målsætninger, som vi har aftalt med et bredt flertal i Folketinget, vil blive nået,” siger Nick Hækkerup til B.T.