Sverigedemokraterne og DF styrker samarbejdet i Europaparlamentet

0
5784
Sverigedemokraternes partileder Jimmie Akesson. Foto: SD

Sverigedemokraterne (SD) er blevet optaget i ECR-gruppen, som er den tredje største partigruppe i Europaparlamentet

Sverigedemokraterne (SD) er nu blevet en del af partigruppen ECR i Europaparlamentet, som Dansk Folkeparti også er medlem af. SD blev optaget ved en afstemning i gruppen tirsdag. Dermed er DFs svenske søsterparti nu en del af parlamentets tredjestørste gruppe, som også tæller flere europæiske regeringspartier.

“Det er vi meget glade for. Det her styrker vores samarbejde med vores skandinaviske søsterpartier, og det giver os en stærkere indflydelse i parlamentet, ligesom vi får værdifulde kontakter til flere europæiske regeringspartier,” siger Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson.

Samarbejder ude, isoleret hjemme

Mens partiet styrker samarbejdet i Europaparlamentet, så er Sverigedemokraterne, som i den seneste meningsmåling står til at få hele 28 procent ved det kommende rigsdagsvalg, fortsat isoleret hjemme i den svenske rigsdag.

“Det siger noget om svensk indenrigspolitik. Mens vi indleder et samarbejde med flere regeringspartier ude i Europa, så vælger de syv andre partier i Rigsdagen at blive i sandkassen og pege fingre, fremfor at tage ansvar for landet og borgerne. Det er beklageligt,” siger Jimmie Åkesson i en pressemeddelelse.

Dansk Folkepartis europaparlamentariker Anders Vistisen byder Sverigedemokraterne velkommen i ECR-gruppen:

“Jeg ser frem til et nordisk samarbejde, i kampen mod EU’s føderalisme og migrationstrømmen fra Afrika,” skriver Anders Vistisen på twitter.