Sverigedemokraterne kræver indflydelse for stemmer

0
1209
Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson fotograferet på Dansk Folkepartis årsmøde i 2018. Foto: Carsten Lundager

Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, lægger i et interview i Expressen afstand til de mere ekstreme kræfter i Europa. Samtidig siger han, at SD ikke automatisk vil stemme sammen med de andre borgerlige partier.

Interviewet med SD’s leder er det mest omfattende, der er kommet i de gamle medier udenfor valgkampene. Det vidner om at partiet er blevet en etableret del af svensk politik. Jimmie Åkesson bruger interviewet til at vise, at SD på en række punkter er et midterparti.

Særligt i forhold til efterårets opgør om finanslov viser han klart, at de andre borgerlige partier ikke skal tage SD’s stemmer for givet. SD ønsker ifølge ham ikke at lægge stemmer til store stramninger, men ønsker derimod bedre pensioner. På det punkt ligger partiet altså tættere på socialdemokraterne, men hvor de vil lade arbejdsgiverne betale for folks ekstra pensioner, vil SD tage pengene fra blandt andet ulandsbistanden.

Afstand til ekstreme

I interviewet lægger lederen af SD også afstand til de mere ekstreme kræfter i Europa som for eksempel Ungarn under Viktor Orbán.

”Vi har aldrig sagt at et andet land er et forbillede for os – udover måske Danmark i nogle sammenhænge. Ungarn derimod er som land på vej i den forkerte retning hvad angår den demokratiske udvikling. Efter nogle demokrati-indekser er Ungarn helt enkelt ikke længere et ægte demokrati,” siger Jimmie Åkesson, der har studeret netop demokratimodeller i sin studietid i Lund.

Jimmie Åkesson fortæller også, at han forventer endnu en valgkamp til næste år, hvor partierne på venstrefløjen vil fremstille ham og hans parti som utroværdige eller endda antidemokratiske.

”Det er noget vås. Efter min mening er det nu Sverigedemokraterne der går forrest i forsvaret af det liberale demokrati, mens de andre – og især da Centerpartiet – som afviger mest nu.”

“Efter min mening er det nu Sverigedemokraterne, der går forrest i forsvaret af det liberale demokrati”

Jimmie Åkesson, leder af Sverigedemokraterne, til Expressen

Med det sidste hentyder han til en række angreb fra Centerpartiets leder Annie Lööf, der selv er under pres som leder af det lille midterparti. Og et parti, som har givet taletid og poster til islamister.

Sverigedemokraternes partileder Jimmie Åkesson og Centerpartiets leder Annie Lööf under en samtale i Rigsdagen. Foto: Henrik Montgomery / TT kod 10060

Tæt på flertal

Avisens egen kommentator Viktor Barth-Kron siger i forlængelse af interviewet om SD og dets nye selvbevidsthed:

”Havde nogen for tolv år siden sagt til Jimmie Åkesson,

at hans parti skulle ligge stabilt på omkring 20 procent og være accepteret som en samarbejdspartner for M, KD og Liberalerne (!) havde han nok mest af alt grinet. Men sådan ligger landet.”

De tre partier M, KD og Liberalerna er de andre borgerlige oppositionspartier. Når Barth-Kron sætter et udråbstegn efter det mindste af de tre partier, skyldes det nok at Liberalerne tidligere holdt med den fløj, der helst vil holde SD helt udenfor indflydelse. Til sammen med SD har de tre partier 174 af de 349 medlemmer i Riksdagen – altså et medlem fra et flertal.

Kilder: Expressen, SVT