Svensk politiker med flygtningebaggrund kræver opgør med det multikulturelle

0
2785
Den tidligere ligestillingsminister Nyamko Sabuni er kandidat til formandsposten i Liberalerne. Hun vækker opsigt med udtalelser om, at det multikulturelle samfund er skadeligt for Sverige. Foto: Naina Helén Jåma / TT kod 11880

Hun er fra Burundi og kom til Sverige som flygtning. Nu er Nyamko Sabuni godt på vej til at blive Liberalernas næste leder – og gør op med årtiers flygtningepolitik

Den liberale politiker sagde i et interview med avisen Expressen, at hele visionen om et multikulturelt samfund er skadelig og bør begraves. I samme interview siger hun, at man skal holde op med at lokke folk til Sverige og at de, der ikke har ret til asyl, skal ud af landet – og det med det samme. De generøse regler om familiesammenføring, som socialdemokraterne indførte i januar for at tækkes venstrefløjen, er simpelthen naive og vil føre til en ny bølge af flygtninge.

”Det risikerer at sende os lige tilbage til det, der skete i 2015,” siger Nyamko Sabuni videre i interviewet. Hun har også tidligere markeret sig med sin kritik af svensk flygtningepolitik og direkte af muslimer. Hendes egen mor var muslim, mens hun selv siger om muslimer, at de sætter sig udenfor samfundet ved deres valg af livsstil og holdninger.

Udmeldingerne er dobbelt interessante, fordi Liberalerna i svensk politik er et klart midterparti – lidt ligesom Radikale Venstre en gang var. Og fordi hendes markante udmeldinger kun får hendes opbakning i partiet til at stige. Partiet skal vælge ny leder i slutningen af juni og med sin fremgang er hun klar favorit.

Interviewet i Expressen kan læses her: Nyamko Sabuni: ”Mångkultur är inte något att eftersträva”

Naiv udlændingepolitik

Nyamko Sabunis vigtigste modkandidat til posten som leder af Liberalerna hedder Erik Ullenhag. Og hvor hun selv har været minister for ligestilling i en periode på seks år, har han været minister for integration frem til 2014. Erik Ullenhag har dermed et direkte ansvar for den flygtningepolitik, der alene i 2015 betød 163000 nye flygtninge i landet.

Han har undervejs ikke taget afstand fra det, og det får Nyamko Sabuni til at kritisere ham direkte. Om ham og andre siger hun:

”Det er naive politikere, som i stedet for at gøre det rigtige fra starten, ender med at måtte lukke grænserne i panik. For vi får snart en ny bølge af flygtninge.”

I øvrigt har Nyamko Sabuni især støtte i de dele af Sverige, der er tættest på Danmark. I Skåne fik hun opbakning fra hele 85 procent og også de liberale i den vestlige del af Sverige er begejstrede for hende. Ullenhag derimod står stærkt i Stockholm og i Uppsala, hvor han selv kommer fra.

”Det er naive politikere, som i stedet for at gøre det rigtige fra starten, ender med at måtte lukke grænserne i panik”

Nyamko Sabuni, formandskandidat i Liberalerne