I Tingbjerg må fædre ikke se deres døtre svømme, og i Lyngby Svømmeklub er der hver søndag svømning kun for piger og kvinder. Klubberne skader ligestillingen, mener debattør med indvandrerbaggrund
I Tingbjerg må fædre ikke komme ind og se deres døtre svømme, hvis de går på et hold kun med piger. Det kom frem forleden, da en far kritiserede, at han var udelukket fra at komme med, når de voksne inviteres med ind og se deres 6-9 årige piger svømme. Af hensyn til piger med muslimsk baggrund, er det nemlig kun mødrene, der har adgang.
Nu viser det sig, at der flere klubber, der praktiserer kønsopdelt svømning. Jyllands-Posten har ringet rundt til en række svømmeklubber, og Lyngby Svømmeklub fortæller, at man hver søndag tilbyder svømning kun for piger og kvinder. Det sker i samarbejde med LyngbyGuiderne, en frivillig forening, der har som mission at hjælpe flygtninge- og indvandrerfamilier med at blive integreret i lokalsamfundet.
”Det er primært kvinder af anden etnisk oprindelse, der benytter sig af tilbuddet. Men det er ikke bevæggrunden for os. Vores opgave er at lære flest muligt mennesker at svømme, at nå det bredest mulige udsnit af borgere i kommunen – og det gør vi blandt andet på den her måde,” siger klubmanager Mads Clausen fra Lyngby Svømmeklub til Berlingske.
Han kan ikke se problemet i den kønsopdelte svømning. Det kan kulturborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet heller ikke. Hun bakker op bag Hovedstadens Svømmeklubs udelukkelse af fædrene.
“Kønsopdelt svømning er ikke et mål i sig selv, men det kan i en periode være et nødvendigt instrument til at sikre, at piger dyrker idræt og melder sig ind i foreningslivet,” sagde hun forleden til Berlingske.
Seksualiserer børnene
Mange andre kan godt se problemet. En af dem er debattøren Khaterah Parwani. Hun skriver i et debatindlæg i Berlingske, at kønsopdelt svømning seksualiserer børnene og skader ligestillingen:
”Jeg er selv tilknyttet minoriteten, og jeg bliver vred over, at det her særhensyn kobles til mig, min baggrund og min etnicitet. Jeg er også dybt engageret i ligestillingskampen, men mens jeg arbejder for en fremtid, hvor forældregerningens pligter fordeles ligeligt mellem køn, går foreningerne ind og bygger stopklodser,” skriver hun.
Læs også: Kønsadskillelse i svømmeklub: Far må ikke se sin datter svømme