Kønsadskillelse i svømmeklub: Far må ikke se sin datter svømme

0
2488
Hovedstadens Svømmeklub har siden 2013 haft kønsopdelt svømmeundervisning. Arkivfoto - ikke fra Hovedstadens Svømmeklub

Svømmeklub nægter at lade fædre se deres døtre svømme, fordi de går på et kønsopdelt svømmehold. Borgmester fra Alternativet forsvarer beslutningen. “Er det virkelig det samfund, vi ønsker,” spørger Peter Skaarup (DF)

Seks gange om året har forældre lov at komme ind og se deres børn svømme i Hovedstadens Svømmeklub. Men på kønsopdelte hold, hvor der kun er piger, har fædrene ingen adgang. En far fortæller til Berlingske, at han ikke må komme med, når hans datters svømmehold i Tingbjerg inviterer forældrene indenfor. Datteren går nemlig på et hold, som kun for 6-9 årige piger, og af hensyn til piger med muslimsk baggrund, har klubben valgt at udelukke fædrene.

”Det er vigtigt for at os at skabe tilbud, hvor disse piger og kvinder kommer ind i foreningslivet. Og vi ved af erfaring, at hvis fædre og mænd kommer med ind i svømmehallen på de kønsopdelte hold, møder pigerne ikke op i ligeså høj grad,” siger Allan Nyhus, bestyrelsesformand i Hovedstadens Svømmeklub, til Berlingske.

Faderen Mikkel Elsing, der er skolelærer og selv arbejder på en skole med 30 procent elever med anden etnisk baggrund, forstår ikke Hovedstadens Svømmeklubs beslutning. Han mener, at klubben giver køb på princippet om lighed mellem kønnene.

”Jeg er helt med på, at man skal tage hensyn til hinanden, men jeg synes ikke, at dette er et rimeligt hensyn. Og jeg forstår ikke den forestilling, man har om mænd, siden udelukkelsen er nødvendig,” siger han til Berlingske.

“Vi ved af erfaring, at hvis fædre og mænd kommer med ind i svømmehallen på de kønsopdelte hold, møder pigerne ikke op i ligeså høj grad”

Allan Nyhus, bestyrelsesformand i Hovedstadens Svømmeklub, til Berlingske

Borgmester: Det er mangfoldigt

Han har kontaktet Københavns Kommunens kulturborgmester, Franciska Rosenkilde fra Alternativet, om sagen. Men hun ser ingen problemer i svømmeklubbens beslutning. Hun har i stedet opfordret Mikkel Elsing til at finde et andet hold, hvor der ikke er kønsadskillelse – og forsvarer beslutningen overfor Berlingske på denne måde:

”Jeg er optaget af, at vores rum er så demokratisk, mangfoldigt og åbent som muligt. For at nå derhen kan vi være nødt til at bruge værktøjer, som måske ikke rummer alt på én gang – det må man tage med. Ellers er der grupper vi aldrig vil nå”.

Den opfattelse deler Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup bestemt ikke. På Twitter skriver han sådan her:

”Er det virkelig det samfund, som den danske venstrefløj ønsker sig? Et samfund baseret på kønsadskillelse, hvor en dansk far ikke kan være med til sin datters svømmeundervisning pga. religiøse særkrav? #dkpol”

Peter Skaarup på Twitter.