Svensk politichef: Bander truer demokratiet i Sverige

0
3958
Arkivfoto

En svensk politichef, der arbejder med bandekriminalitet, advarer i Berlingske om, at det svenske demokrati er truet af organiserede kriminelle, der stjæler fra offentlige kasser via afpresning og bestikkelse. Han advarer også mod børnekriminelle i ghettoer. Antallet af skuddrab i Stockholm har sat ny rekord i 2020 

Det lyder som noget fra en mafiafilm, men det er Sverige anno 2020. En svensk politichef og bandeekspert siger til Berlingske, at kriminaliteten i Sverige nu er blevet så farlig, at den direkte truer demokratiet.

“De forsøger at arbejde bag kulisserne, forsøger at undergrave systemerne og at udnytte de offentlig kasser. Det er alvorligt,” siger politichefen Gunnar Appelgren, der har et regionalt ansvar for bandebekæmpelsen i Stockholm-området, til Berlingske.

“Vi ser grupper af kriminelle, som bevidst arbejder på at skabe kontakter hos myndighederne, i banker, i politik. Det har vi set helt konkrete eksempler på, og det er et stort arbejde at forsøge at standse det,” siger han.

Sveriges vicerigspolitichef Mats Löfving advarede for nogle uger siden om, at mindst 40 indvandrerklaner står bag den organiserede kriminalitet i Sverige. Det er disse kriminelle netværk, som via bedragerier, svindel og afpresning vrider penge ud af de offentlige kasser, og som i visse hårdt belastede områder har sat sig på eksempelvis byggeopgaver, fordi de kan udføre opgaverne langt billigere ved hjælp af fusk og sort arbejde.

Børnebander i ghettoer

Samtidig vokser en række helt unge bander frem. Gunnar Appelgren arbejder i to af Sveriges hårdest belastede områder, Stockholm-forstæderne Rinkeby og Södertalje. Han fortæller i Berlingske om situationen i disse byer:

I Södertalje styres kriminaliteten af én de 40 bander, som politiet har kortlagt i Sverige. Det er et slægtsbaseret netværk, som styres af den asyriske Khouri-familie.

I Rinkeby kæmper politiet med små bander bestående af unge helt ned til 13 års-alderen, blandt andet somaliere, som står helt udenfor samfundet:

”Det er unge, som føler, at de kun har hinanden, og som åbent siger, at de forventer at dø, inden de bliver 25 år,” siger Gunnar Appelgren til Berlingske.

Rekordmange skuddrab i Stockholm

Avisen Aftonbladet bragte i weekenden en opgørelse, der viser, at der har været rekordmange skyderier i Stockholm i 2020. Indtil 17. september har der været i alt 97 skyderier med 15 dræbte og 37 sårede:

Skyderier i Stockholm 2016-2020

1. januar 2020 – 17. september 2020:

97 bekræftede skyderier med 15 døde og 37 sårede.

1. januar 2019 – 17. september 2019:

71 bekræftede skyderier med 15 døde og 20 sårede.

1. januar 2018 – 17. september 2018:

72 bekræftede skyderier med 6 døde og 30 sårede.

1. januar 2017 – 17. september 2017:

90 bekræftede skyderier med 12 døde og 28 sårede.

1. januar 2016 – 17. september 2016:

89 bekræftede skyderier med 7 døde og 34 sårede.

Kilde: Aftonbladet

Statsminister: Bandekriminalitet hænger sammen med indvandringen

De mange blodige opgør mellem kriminelle bander, fik for nylig Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven til at komme med en historisk indrømmelse. Efter i årevis at have afvist, at bandekriminalitet har noget med indvandringen at gøre, sagde Löfven under en partilederdebat i Rigsdagen:

“Hvis vi har en så stor indvandring, at vi ikke kan integrere, vil der også være en øget risiko for de problemer, vi nu ser”.

Senere gentog han budskabet overfor Sveriges TV. Her sagde statsministeren:

“Vi har haft indvandring i et sådant omfang, at integrationen er slået fejl. Hvis mange af de voksne ikke er i arbejde, ser børnene, at de voksne ikke arbejder og tror måske, at det er det normale, i tillæg til andre sociale spændinger. Og ja, det er et problem”.

Den svenske statsminister Stefan Löfven (S) erkendte for nylig, at der er en sammenhæng mellem bandekriminaliteten og indvandringen i Sverige. Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix

Vicerigspolitichef: De er kommet til Sverige for at begå kriminalitet

Statsministerens udtalelse kom få dage efter, at vicerigspolitichef Mats Löfving havde sat antal på de kriminelle netværk i et interviews med Sveriges Radio. Her kom han med følgende udtalelse, som selv statsministeren ikke kunne sidde overhørig:

“Lige nu har vi mindst 40 slægtsbaserede kriminelle netværk i Sverige, såkaldte klaner. De er kommet til Sverige, påstår jeg, entydigt med det formål at organisere og systematisere kriminalitet. De arbejder på at skabe magt, de har stor voldskapacitet, og de vil tjene penge. Og det gør man ved narkotikaforbrydelser, voldsforbrydelser og afpresning,” sagde Mats Löfving.

“De er kommet til Sverige, påstår jeg, entydigt med det formål at organisere og systematisere kriminalitet”

Mats Löfving, vicerigspolitichef, til Sveriges Radio

Vicerigspolitichefen tilføjede, at klanerne efter hans opfattelse ingen intentioner har om at blive en del af det legale svenske samfund:

“Hele familien, slægten eller klanen opfostrer deres børn til at overtage styringen af den kriminelle organisation. De har en ambition lige fra fødslen og opvæksten om at overtage kriminaliteten. Og der er vi i Sverige ganske naive,” sagde Mats Löfving.