Den libanesiske Al-Mahdi spejderbevægelse med dens 45.000 medlemmer skaffer rekrutter til terrorbevægelsen Hizbollah. Børn fra fireårsalderen oplæres i had til Vesten og især til Israel
På deres uniformer kan man se det samme omrids af den franske lilje, fleur-de-lis, som man kan se på danske spejderes uniformer. Men her er de overmalet med muslimske symboler og sværd – samt teksten ”adlyd”. Spejderbevægelsen, der i Libanon bærer navnet Al-Mahdi efter en tidlig shiamuslimsk leder, er reelt blot en skole for ekstremister, der senere skal tjene i Hizbollah.
The Mail on Sunday, der er søndagsudgaven af den store britiske avis Daily Mail, fortæller, hvordan helt små børn oplæres i bevægelsens hadske ideologi. Hvor andre spejdere sidder ved lejrbålet, sendes spejderne ud for at deltage i demonstrationer. Og de er fast inventar, når voksne terrorister fra Hizbollah begraves.
Bevægelsen har selv tidligere benægtet rapporter om, at de ældste spejdere træner med våben. Man har dog erkendt, at mange af spejderne bliver krigere for Hizbollah, der i dag mest er kendt for at være en brutal håndlanger for Iran i dens kampe i blandt andet Syrien.
Kendt længe
Den internationale organisation for spejdere WOSM, der har rødder tilbage til 1908, siger til avisen Daily Mails søndagsudgave, at den vil undersøge avisens afsløringer. Den har tilbage i 1999 udelukket den iranske spejderorganisation af lignende grunde. Denne gang er man dog lidt sent ude, for Al-Mahdi spejderne har i flere år været kendt for deres ekstreme holdninger og deres indoktrinering af helt unge libanesere.
Al Mahdi spejderne er tidligere blevet sammenlignet med Hitler Jugend af den tyske psykolog og ekspert i ekstremisme, Peter Conzen. Og lige som i nazisternes ungdomsorganisation fortsætter spejderne her direkte ind i Hizbollahs militære styrke, når de fylder sytten.