Pia Kjærsgaard: Hvornår kommer regeringens plan for hjemsendelser?

0
2961
Pia Kjærsgaard er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard kalder det elendigt, at regeringen endnu ikke har fremlagt plan for hjemsendelser af afviste asylansøgere

Hvornår kommer regeringen med en konkret plan for hjemsendelse af afviste asylansøgere? Det spørgsmål efterlyser Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard et svar på. Hun er ved at miste tålmodigheden med regeringen, som siger at den vil sende flere afviste asylansøgere retur, men som endnu ikke vil løfte sløret for sin plan.

“Det er elendigt. Det er virkelig elendigt, Nu har de altså siddet i regering i otte måneder, og det var et af deres helt store mærkesager under valgkampen, så vi venter i spænding men helst ikke for længe,” siger Pia Kjærsgaard til Politiken.

Udlændinge- og integerationsminister Mattias Tesfaye (S) gav lørdag et større interview til Politiken. Her ville han ikke afsløre indholdet af den bebudede hjemsendelsesplan, hvilket kritiseres af Pia Kjærsgaard:

“Hvis ministeren har en plan, som han måske siger, at han har, så er han jo nødt til at løfte sløret for det. En af de allervigtigste ting er altså hjemsendelser. Hvis ikke vi får gang i hjemsendelserne, så er vi lige vidt, og der må ministeren for området, i det her tilfælde Mattias Tesfaye, jo selvfølgelig tage teten og sige, hvordan vi får flere hjemsendt,” siger hun til Politiken.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund siger til Politiken, at han godt forstår Pia Kjærsgaards frustration over, at flere ikke sendes hjem:

“Vi er jo også interesserede i at få dem, der er afvist, sendt hjem. Man er bare nødt til at være lidt tålmodig, selv om det er dybt frustrerende,” siger han.