Socialdemokratiet vil have loft over opholdstilladelser

0
3215
Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.

Tysklands nye loft over antallet af familiesammenføringer inspirerer flere danske partier. “Vi har fulgt den tyske diskussion med stor interesse,” siger Mattias Tesfaye (S)

Flere partier følger nøje med i udviklingen i Tyskland, hvor den nye tyske regering har sat et loft over antallet af familiesammenføringer for flygtninge.

Dansk Folkeparti foreslog i sidste uge, at Danmark indfører samme model, og de konservatives udlændingeordfører Naser Khader siger til ditOverblik.dk, at han finder det tyske tiltag “enormt interessant”.

ditOverblik har også spurgt udlændingeordførerne fra Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet. Foreløbig har vi fået svar fra den socialdemokratiske udlændingeordfører Mathias Tesfaye, som skriver i en mail:

“Socialdemokratiet er ikke imod indvandring. Men vi ønsker mere kontrol med indvandringen. Konkret har vi foreslået et loft over udstedelsen af nye opholdstilladelser til folk fra ikke-vestlige lande. Vi har derfor fulgt diskussionen i Tyskland med stor interesse. Lige nu afventer vi svar fra ministeriet på hvorvidt det vil være juridisk muligt at lave noget lignende i Danmark. Det kan ikke vare længe før vi får svaret”,” skriver han.

Tyskland indførte de nye regler pr. 1. august. Frem til årsskiftet vil max. 5000 personer blive familiesammenført, derefter vil der max. blive familiesammenført 1000 personer om måneden. Ordningen gælder flygtninge med begrænset beskyttelsesstatus, det vil sige krigsflygtninge.

Hidtil er forslag om et loft blevet afvist i Danmark med den begrundelse, at det vil være konventionsstridigt. Men hvis Tyskland kan, så kan Danmark også, mener både Dansk Folkeparti og De Konservative.

Læs også: Naser Khader: Tysk loft over familiesammenføringer er enormt interessant

Læs også: DF: Følg Tyskland – sæt loft over familiesammenføringer