Butiksskilt overmalet i Aarhus. Et overgreb på vores historie, mener DFs folketingskandidat Jakob Søgaard Clausen
For to uger siden smed aktivister en statue af Frederik V i Københavns Havn som en protest mod Danmarks fortid som kolonimagt. Nu har et lignende politisk hærværk ramt Aarhus. Her blev et smukt glasskilt med ordet “Kolonial-lager” i weekenden overmalet i Mejlgade. Formentlig som følge af, at kolonialvarer oprindeligt var betegnelsen for varer, der kom fra kolonier.
Skiltet hænger over eventbureauet Culture Works, og hærværket vækker forståelig harme hos bureauet, som hverken er politisk eller – for den sags skyld – har noget med kolonialvarer at gøre. Culture Works har bare valgt at restaurere en gammel glasfacade, som var en del af den gamle købmandsbutik, der tidligere har ligget på adressen.
Kreativ direktør for Culture Works, Adrian Matthew Fey, skrev mandag på Facebook:
“Okay hvad f*** sker der lige her. Henover weekenden er der nogle som helt systematisk har malet henover vore historiske facade, hvor der stod KOLONIAL LAGER. Er vi kommet derud hvor blot ordet Kolonial på en historisk bygning, er så forkert og historisk nedsættende, at det skal slettes fra virkeligheden? Er rimelig baffled, og er dette politisk eller blot hærværk?”.
“Tosser forsøger at slette vores historie”
Dansk Folkepartis lokale folketingskandidat, Jakob Søgaard Clausen, er også vred. Han siger i en kommentar til ditoverblik:
“Det er jo helt vildt, hvis noget så simpelt som et skilt end ikke kan hænge i fred fra de tosser, som forsøger at slette vores fælles fortid. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi værner om vores historie, og at man i bybilledet kan blive mødt af historiske elementer. Vi skal ikke finde os i den slags overgreb på vores historie. Det her understreger endnu engang, at der er behov for at få sat fokus på, at den slags ikke er i orden. Det gør vi ved at skærpe straffen for at vandalisere ting, som relaterer sig til vores kulturarv.”
Hærværket, som blev opdaget mandag morgen af Aarhus stadsarkitekt, der var ude og tage billeder af gamle butiksskilte, er nu udbedret.
“Det er jo helt vildt, hvis noget så simpelt som et skilt end ikke kan hænge i fred fra de tosser, som forsøger at slette vores fælles fortid”
Jakob Søgaard Clausen, folketingskandidat, DF