Skandaleramt it-system vil koste milliarder at udskifte

0
2184
Implementeringen af Sundhedsplatformen volder stadig store problemer på sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Arkivfoto

1,5-2,5 milliarder kroner vil prisen være for at udskifte Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden. Det vurderer regionen selv i et svar til Sundhedsministeren

Det vil tage flere år og koste et milliardbeløb, hvis det skandaleramte it-system Sundhedsplatformen skal udskiftes i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Det fremgår af et svar fra Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) til formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF).

Alene i Region Hovedstaden anslås en udskiftning at ville koste 1,5-2,5 milliarder kroner. Hertil kommer, at Sundhedsplatformen vil koste ca. 300 millioner kroner årligt til løn og it-opdateringer, inden et nyt system er i drift, hvilket det først vil kunne være 3-5 år efter at beslutningen er truffet. Læg dertil, at Sundhedsplatformen tidligst kan opsiges i Region Hovedstaden den 21. december 2021.

I Region Sjælland har Sundhedsplatformen kostet 692 mio. kroner i anskaffelser og implementering. Oveni kommer den løbende drift, men hvad det vil koste at udskifte systemete, har ministeriet ikke fået et klart svar på:

“Det er ikke muligt uden en betydelig analyse og planlægning at opgøre de samlede omkostninger til en kassering af Sundhedsplatformen,” skriver regionen til ministeriet.

Sikkerhedsmæssige problemer

Sundhedsplatformen blev taget i brug i 2016, men volder stadig store problemer. Forleden kom det frem, at systemets medicinmodul er så vanskeligt at håndtere for sundhedspersonalet, at det har været skyld i fejldoseringer og manglende medicin. Systemet mistænkes bl.a. for at være skyld i et dødsfald hos et kræftpatient på Roskilde Sygehus, som ikke fik sin medicin. Den sag fik en gruppe læger på sygehuset til i en indberetning til Styrelsen for Patientsikkerhed at skrive at:

“Sundhedsplatformen er i vores og andres øjne det største sikkerhedsmæssige problem, sundhedsvæsnet har stået over for i mange år”.

I Region Hovedstaden er Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti blevet smidt ud af budgetforhandlingerne, fordi de ikke ville bakke op om Sundhedsplatformen. Dansk Folkeparti stemte i sin tid nej til at indføre det omstridte it-system, som kommer fra USA.

Læs også: Patienter har fået forkert medicin på grund af Sundhedsplatformen