Dagen derpå for Merkel

0
3031
Forbundskansler Angela Merkel har bebudet, at hun vil underskrive den omstridte FN-pagt om migranter på et møde til december i Marokko. Arkivfoto: Kay Nietfeld / dpa / AFP) / Germany OUT

Den tyske forbundskansler Angela Merkel led tirsdag et markant og overraskende nederlag i sin egen gruppe i Forbundsdagen. Merkels flygtningepolitik kostede hendes tro væbner posten som leder af CDU/CSU-gruppen

Vrede mod den tyske kansler Angela Merkels flygtningepolitik kostede tirsdag hendes tro væbner Volker Kauder posten som leder af den største gruppe i Forbundsdagen. Til mediernes og mange politikeres store overraskelse vandt hans modkandidat Ralph Brinkhaus klart, da gruppen af kristendemokrater CDU/CSU skulle vælge fælles gruppeformand. Dermed mister Merkel sin indpisker, der loyalt og effektivt har holdt de 246 politikere i gruppen samlet bag hende.

De tyske medier har over en kam forventet, at den hidsige Volker Kauder ville vinde valget, da han i den grad har kansler Merkels opbakning. Samtidig var den mere venlige og lidt intetsigende revisor Ralph Brinkhaus, der ikke rigtig har gjort sig bemærket for sit oprør mod Merkel, stort set ukendt af medierne. Måske derfor taler medierne i dag om, at dette er begyndelsen til enden for den nuværende regering og for Merkels egen rekordlange tid som kansler.

Både før og efter sit overraskende valg har Brinkhaus sagt, at han vil arbejde med og ikke mod Merkel. Men på et afgørende punkt adskiller Brinkhaus sig fra sin forgænger: han er imod Merkels åbne grænser og hvad hans gruppe ser som en slap politik over de mere end 1,5 million flygtninge i landet. Og han taler klart for at gå i dialog med de mange tyskere, der netop har forladt kristendemokraterne til fordel for de mere indvandringskritiske politikere hos AfD.

Kansler Merkel kommenterede valget på sin egen studse facon:

”Dette er demokratiets time. Der kan man også tabe.”

De tyske medier, der ellers er mere end venlige overfor Mutti Merkel, fremhæver, at det jo ikke bare gælder for Volker Kauder, men også for hende selv.