Dansk Folkeparti afviser at hente tolke og andre, der har hjulpet Danmark i Afghanistan, til Danmark. I stedet skal de have hjælp i nærområdet, siger DFs gruppeformand Peter Skaarup
Det bliver uden Dansk Folkepartis medvirken, hvis det besluttes at give asyl til tolke mv., der har arbejdet på den danske ambassade og for de danske styrker i Afghanistan.
Det fastslår Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup på vej til et møde mandag eftermiddag med udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
På mødet skal partierne drøfte situationen for tolke og andre, der har hjulpet Danmark, og som nu kan være truet af den fremrykkende Taleban-bevægelse.
Flere partier er klar til at hente tolkene til Danmark, men den løsning vil Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder være med til.
”Der er ingen tvivl om at vi skal hjælpe de tolke, der har hjulpet danske soldater. Hvordan vi så skal gøre det, det skal vi tale med regeringen om. Der er nogle partier, der gerne vil have dem til Danmark og give dem asyl, det er DF i mod. Jeg synes vi har dårlige erfaringer med, at folk, vi tror skal være her midlertidigt, de bliver bare hængende her resten af livet. Det er jo ikke meningen,” sagde Peter Skaarup til TV2 News på vej ind til mødet.
“Jeg synes vi har dårlige erfaringer med, at folk, vi tror skal være her midlertidigt, de bliver bare hængende her resten af livet”
Peter Skaarup, gruppeformand (DF), til TV2 News
I stedet mener DF, at tolke og andre, der har brug for hjælp, skal have den lokalt.
”Vi er parat til at hjælpe folk i nærområderne ved blandt andet at oprette nærområdecentre i Afghanistan eller tæt derved. Vi bidrager i forvejen med store midler til nærområdeindsatsen rundt omkring i verden, og vi ville kunne styrke denne indsats ved at give flere penge fra vores ulandsramme,” skrev Peter Skaarup i sidste uge på Facebook.
SF: Stop fedtspilleriet
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde forud for mandagens møde, at regeringen holdning er “krystalklar”. ”Vi har en forpligtelse over for de lokalt ansatte, der har arbejdet for Danmark”, sagde ministeren.
Set fra regeringens støttepartiers side, kan denne forpligtelse direkte oversættes til, at de skal have asyl i Danmark. Enhedslisten vil evakuere alle, der har arbejdet for Danmark, og SFs udenrigsordfører Karsten Hønge sagde sådan her til Ritzau:
”Vi må lade tvivlen komme de mennesker til gode, som er i fare for at miste deres liv. Det kan ikke nytte, vi sidder og fedtspiller. For i mellemtiden risikerer vi, at Taleban får fat i mennesker, som hjalp Danmark, da vi havde brug for det”.
Har fået løn og støtte
Peter Skaarup mener, at det vil være et brud på den danske udlændingepolitik, hvis tolke mv. hentes til Danmark. På spørgsmålet om Danmarks forpligtelser, sagde Peter Skaarup mandag til TV2 News:
”Man skal huske, at de afghanske tolke har fået en god lønpakke og god støtte og erfaringer, som de kan bruge videre. Betyder det så, at vi skal lade dem i stikken? Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal sørge for at hjælpe dem, hvis vi overhovedet kan i nærområdet”.
Læs også:
DF kræver udmelding fra statsministeren om afghanske flygtninge