Cheanne Nielsen, folketingskandidat og suppleant i Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti
Når socialstaten agerer forældre, er der ingen kære mor til vores danske hjemløse. Medmindre vi een gang for alle siger farvel og tak til romaerne på gaden. Til endnu en
udenlansk overrepræsentation i Danmark, som tærrer på nærværet og næstekærligheden.
I gamle dage kunne man møde de hyggelige og harmløse landevejsriddere. Dem med
fattigmandssildesalat hæftet på frakken og rævehaler syet i hatten. Og deres barnevogne
fyldt med sjove krejlede og klunsede ting. Dengang så de hjemløse helt anderledes ud
end i dag. De klarede sig fint uden et koldt, politisk styret socialsystem og var vant til at
sludre med hvem, de mødte på deres vej. De havde muligvis en pilsner eller to i kroppen
fra morgenstunden, men de var hverken helt væk på hårde stoffer eller umulige at forstå.
Eller voldelige. Eller fra lande langt fra Danmark. Med andre ord: Vi vidste, at de ikke var
farlige. Derfor var de en velkommen del af samfundet.
Sådan er det ikke med nutidens hjemløse romaer. Tværtimod hører vi ofte, at de har begået vold, tyveri eller på anden vis skabt en udansk utryghed. Det er vi ikke vokset op med. Det skal vi ikke acceptere. Og mens vi jævnligt hører om romaernes utallige utålelige ugerninger, hører vi sjældent om det svigt, vores danske hjemløse kender. De har vænnet sig til, at de alt for få sagsbehandlere bliver skiftet ud og chancen for et hjem nulstillet. Igen. Til at kontaktpersonen ikke dukker op og hjælper med indkøbene. Igen. Til at være usynlig. Hver dag.
Man siger jo, at tid er penge. Og tid er i høj grad noget, vi forhandler i kroner og ører på rådhuset. Penge til sagsbehandling og støttepersoner. Så hvor bliver tiden af? For der
er ikke nok af den til hver. Se, alt imens der offentligt og højlydt er politisk enighed om at
sætte ind over for hjemløs- og ensomhed, bliver der snakket lavt om, hvor der skal spares.
Helt kort: Vi skal ikke spare længere. Vi skal skrue eftertrykkeligt op for hjemsendelse af
romaerne. Først her kan vi begynde at se en nærværende og næstekærlig behandling af
hjemløse danskere. Også fra samfundet som helhed. Ja, vi kunne sågar indføre
forsyningspligt, altså ved lov garantere hjælp og tag over hovedet til dem, der ville være
tilbage. Det ville nemlig være en lille gruppe danskere, der var tale om i forhold til i dag. Så
ville der være tid til hjemløse. Der ville være et Familien Danmark uden berøringsangst.
Budgetforhandlinger er altså ikke anderledes end når man sidder fåmælt til en familiefrokost og smiler desperat med ordene: ”Det går skam fint”, mens det hele ramler.
Man er nødt til at tale højt om problemerne og løse dem i stedet for at hviske frustreret om
dem med de nærmeste ved bordet: Romaerne skal ud, så danskerne kan komme hjem.
