Først overhalede SD socialdemokraterne i vælgertilslutning og nu har partiets leder så overhalet statsminister Stefan Löfven og indtager pladsen som den mest troværdige politiker
Sverigedemokraternes (SD) leder Jimmie Åkesson har siden seneste måling i september lagt to procentpoint til, når det kommer til vælgernes tillid. Det bringer ham for første gang på en topplads i vælgernes tillid. En førsteplads han deler med kristendemokraternes leder Ebba Busch Thor – 31 procent af vælgerne siger, de har ”tillid eller stor tillid til dem”.
Ebba Busch Thor er dog på vej ned og har sat fire procentpoint til, mens Åkesson stiger i vælgernes tillid. Fremgangen er så meget mere interessant, fordi sverigedemokraterne stadig er dem, de andre politikere ikke vil lege med. Og de svenske medier gør alle en dyd ud at kritisere og mistænkeliggøre SD og Åkesson.
Analysen er foretaget af instituttet Novus. Den er finansieret af instituttet selv, mens det var SVT, det svenske svar på DR, der først bragte tallene.
Taberen Löfven
Den største taber i denne uges måling af troværdighed er statsminister Stefan Löfven. På tre måneder har han tabt opbakning og tillid hos seks procent af svenskerne – det største tab for en enkelt partileder. Samtidig mister alle ledere af de partier, der støtter Löfven, vælgertillid.
Avisen Expressen skriver om mistilliden til Stefan Löfven, at den skyldes, at ingen rigtig forstår, hvad han vil med Sverige og med sit eget parti. Avisen skriver videre, at han fremmer en politik, som ikke en gang hans egne partifæller tror på. Andre medier, for hvem meningsmålingen har fyldt meget det seneste døgn, deler den opfattelse.
I lighed med Mette Frederiksen skal Löfven holde sammen på en alliance, der rækker fra den yderste venstrefløj og ind over midten i svensk politik. Og netop hensynet til de små midterpartier tvinger den svenske regering til en række liberale tiltag, der ikke passer de socialdemokratiske vælgere eller dem på venstrefløjen. Senest har Vänsterpartiet, der ligger et sted mellem Enhedslisten og SF, sagt fra overfor hans politik.