S i Randers nedstemte DF-forslag om aktivering af flygtninge – nu foreslår regeringen det samme

0
2156
Nick Zimmermann, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers Kommune.

Mens regeringen lancerer forslag om 37 timers aktivering for arbejdsløse flygtninge og indvandrere, så har Dansk Folkeparti i Randers forgæves forsøgt at få en lignende model indført lokalt

”Regeringen vil stille krav til indvandrere på offentlig forsørgelse: Foreslår 37 timers aktivering om ugen”. Sådan skrev DR.dk den 5. januar 2020.

Forslaget kom bare en måned efter, at Dansk Folkeparti i Randers på et byrådsmøde den 9. december foreslog, at arbejdsløse flygtninge og familiesammenførte, der har været i Danmark i mindst tre år, skal sendes i nytteaktivering, hvis de skal overførselsindkomst.

Dét forslag blev skudt ned af de øvrige partier i Randers Byråd, inklusiv Socialdemokratiet, der sidder på borgmesterposten i Randers.

Og i mandags gjorde Socialdemokratiet det så igen. Mens DF gentog sit forslag om at indføre nytteaktivering for flygtninge og familiesammenførte, sagde Socialdemokratiet i Randers endnu engang nej. I stedet vedtog et flertal uden om Dansk Folkeparti en større såkaldt ”6-punktsplan for integrationsborgere”, der består af forskellige beskæftigelses- og integrationsprojekter til i alt 15,9 millioner kroner i 2002.

Nyhed på dr.dk den 5. januar 2020.

”Åbenbart forskel for S i regering og lokalt”

Byrådsmedlem Nick Zimmermann er skuffet over Socialdemokratiet:

”Der er åbenbart stor forskel på den politik, som Socialdemokratiet fører på landsplan, og så den man fører lokalt i Randers. Her vil man hellere bruge 15,9 millioner kroner på projekter, der ikke virker, fremfor en aktivering som den, regeringen nu foreslår,” siger Nick Zimmermann.

“Der er åbenbart stor forskel på den politik, som Socialdemokratiet fører på landsplan, og så den man fører lokalt i Randers”

Nick Zimmermann, byrådsmedlem (DF), Randers Kommune

Han peger på, at arbejdsløsheden er tårnhøj blandt flygtninge og familiesammenførte, selv om man de seneste år har brugt millioner på beskæftigelses- og integrationsprojekter som dem, der fortsætter i 2020. I Randers er ledigheden blandt flygtninge og familiesammenførte, der har været i Danmark i mere end tre år, således på hele 63 procent. Det tal er det samme, som for et år siden.

”Det er fuldstændig vanvittigt at bruge 15,9 millioner kroner på beskæftigelsesprojekter, når vi kan se, at de overhovedet ikke mindsker arbejdsløsheden for denne gruppe. Derfor er der brug for noget andet, og her ville nytte-aktivering være en god ide. Også af hensyn til de almindelige skatteydere, som i dag betaler for de mange projekter,” siger han.

Hvilken form for nytteaktivering mener I, at flygtninge og familiesammenførte skulle sendes ud i?

”Det kunne for eksempel være oprydning i kommunale anlæg, rengøring af bænke på stier og lignende. Det vigtigste er, at de får noget at stå op til om morgenen og at de skal ud og lave noget. Vi synes også kun det er rimeligt, at de på denne måde kan give lidt tilbage til den kommune, som har gjort en masse for dem,” siger Nick Zimmermann.