Islamist, der selv siger han har kæmpet for IS-netværket, slipper billigt efter overfald på svensk hjælper på et rehabiliteringscenter. Hun får derimod ingen hjælp og er i dag uden forsørgelse.
I den 35-årige mands journal står, at han udviser en opførsel som var han radikaliseret. Han betegnes som ekstremist med interesse for at bygge bomber og sprede IS kalifatet til Sverige. Og han oplyser selv, at han har kæmpet for IS.
Som asylsøgende i Sverige bliver han mødt med forståelse. Takket være en læge, der troede på hans historier om alt det slemme, der var hændt ham tidligere, fik han en plads på et rehabiliteringscenter. Personalet var utrygge og følte sig dårligt klædt på til at håndtere en så ekstrem person, men han fik sin egen lille lejlighed.
Det var her, han overfaldt den nu 47-årige hjælper Ylva Kärnestedt. Han havde lokket hende ind i lejligheden under påskud af, at der var oversvømmelse på badeværelset. Da hun ville se, hvad der var galt, låste han døren bag dem og overfaldt hende.
Ifølge domsprotokollen holdt han fast med den ene hånd, mens han havde sit lem i den anden. Hun sloges med ham og kom fri efter at have bidt ham. Efter to forsøg slap hun ud af lejligheden, mens han så efter hende med hvad hun kalder glasagtige øjne.
Han fik hurtigt en dom for overfald og forsøg på voldtægt – den lød på 2,5 års fængsel og udvisning af Sverige i ti år. Men da han ankede dommen, mødte igen den svenske forståelse. Dommen blev ændret til 10 måneders fængsel for uterlighed i stedet for voldtægtsforsøg – og ingen udvisning.
Offeret straffes
Avisen Expressen skriver i dag om dommen og om det liv, som offeret nu lever. Den hurtige og klare dom havde givet Ylva Kärnestedt en følelse af at blive taget alvorligt og det hjalp hende til at vende tilbage til arbejdet efter en kortere sygemelding. Det vente, da hun hørte om ankesagen og om at han var blevet sat på fri fod efter bare nogle måneder i fængslet.
”Det føltes som et nyt slag i ansigtet, da han kom fri. Jeg gik helt ned. Jeg havde det psykisk virkelig dårlig og kunne slet ikke klare at gå udenfor en dør,” siger Ylva Kärnestedt til avisen.
Alligevel viser hun forståelse for manden, der i forbindelse med dommen blev mentalundersøgt. Trods det, at han efter undersøgelsen ikke var særligt syg, tror hun stadig på historien om hans traumer.
”Jeg føler had til ham for det, han har gjort. Men min sunde fornuft siger, han er syg. Man må bare ikke gøre hvad som helst, fordi man er syg,” lyder det fra hende.
Hun er selv slået helt ud af sagen og er samtidig faldet igennem de store huller i det svenske sociale sikkerhedsnet. Da hendes sag cykler rundt mellem læger, forsikringsselskab og de sociale myndigheder får hun ingen hjælp og er helt afhængig af sin familie. Hun havde fået en lille erstatning på 50.000 svenske kroner efter den første dom, men måtte aflevere de fleste penge igen, da islamistens dom blev anket.