Dansk Folkeparti i Randers har foreslået, at et overskud på 5 millioner kroner på integrationsområdet bruges på andre områder. Flertal i byrådet er imod
Der kommer færre udlændinge til Danmark, og det kan ses i kommunekassen i Randers, hvor der nu er et overskud på integrationsområdet på fem millioner kroner. Penge, som har samlet sig sammen, fordi kommunen skal håndtere færre udlændinge, end der var budgetteret med i 2019 og 2020.
Det har fået Dansk Folkeparti til at foreslå, at pengene flyttes til andre områder, f.eks. ældreområdet eller børne- og skoleområdet. Men dét forslag er indtil videre blevet skudt ned af de øvrige partier i byrådet. I Beskæftigelsesudvalget blev DFs forslag stemt ned med stemmerne 1 mod 6, og lige så lidt opbakning var der i Økonomiudvalget. Flertallet med borgmester Torben Hansen (S) i spidsen mener, de fem millioner kroner skal blive på integrationsområdet.
Dansk Folkepartis medlem af Beskæftigelsesudvalget, Nick Zimmermann, ryster på hovedet af sine byrådskolleger. Han mener det er oplagt, at penge, der er sparet, bruges på områder, hvor der er mere behov.
”Borgmesteren mener, at medarbejderne på integrationsområdet er meget pressede, og derfor skal pengene blive der. Vi mener, at det er på ældreområdet og på børne- og unge området, at de ansatte er pressede, og derfor synes vi det er oplagt at bruge penge på flere ansatte her. For eksempel ville det være en god ide at ansætte flere på vores plejehjem, så der er flere til at tage sig af beboerne på den anden side af coronanedlukningen,” siger Nick Zimmermann.
På byrådsmødet
Dansk Folkeparti har nu sat sagen på næste uges byrådsmøde. DF ønsker nemlig et klart svar fra borgmesteren på, hvorfor han ikke mener, at pengene kan bruges bedre på eksempelvis ældreområdet.
”Vi har sparet nogen penge, fordi der er kommet færre udlændinge til Danmark, takket være de stramninger, som DF har fået gennemført. Så er det for os at se logisk, at disse penge skal gå til velfærd for Randers borgere,” siger Nick Zimmermann.