Polsk kødskandale: Kød fra dødssyge køer solgt til 13 EU-lande

0
17547
Efter slagtningen blev køerne renset for sår og svulster og forsynet med et stempel som var de dyrlæge-kontrolleret. NB: arkivfoto: Stammer ikke fra det polske slagteri

Polsk tv-journalist har afsløret skandaløse forhold på et polsk slagteri. Om natten blev dødsyge køer med svulster og sår slagtet, uden at de blev tilset af en dyrlæge. “Gruopvækkende,” siger DFs EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth. Fødevarestyrelsen følger sagen tæt

Med skjult kamera har en polsk journalist afsløret en stor kødskandale, der trækker spor til mindst 13 andre EU-lande. Journalisten arbejdede i slutningen af 2018 i knap tre uger på et kvægslagteri i Mazovia-regionen i Polen. Her var han om natten med til at slagte dødssyge og mishandlede køer, som ofte hverken kunne gå eller stå. Dyrene blev ikke tilset af en dyrlæge, som EU-reglerne kræver, og bagefter blev kødet renset for svulster og sår, hvorefter det blev stemplet som om det var dyrlægekontrolleret.

”Jeg blev beordret af min chef til at gøre kødet pænt og mærke det som sundt. Det var forfærdeligt, tro mig. Lugten af råddent kød gav én lyst til at brække sig. Jeg skulle gøre kødet pænt ved at skrabe det rent med min kniv,” fortæller journalisten Patryk Szczepaniak til den engelske avis The Guardian.

”Jeg blev beordret af min chef til at gøre kødet pænt og mærke det som sundt. Det var forfærdeligt, tro mig”

Patryk Szczepaniak, journalist, der med skjult kamera har afsløret svindlen med syge køer
Artikel fra The Guardian, der omtaler kødskandalen fra Polen.

DF-ordfører: Udbredte problemer med dyrevelfærd og -kontrol

Kødet er i følge Fødevarestyrelsen ikke solgt til danske virksomheder. Men styrelsen følger sagen tæt for at sikre, at kødet ikke ender hos danske forbrugere. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i et svar til Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

DFs ordfører kalder sagen gruopvækkende. Han mener den bekræfter et billede af, at der er store problemer med dyrevelfærd og -etik i nogle EU-lande.

”Det viser bare, at de forhold man byder dyr i andre EU-lande er helt uantagelige. Jeg vil opfordre forbrugerne til at tænke nøje over det, når de dels køber fersk kød i butikkerne men også når de køber færdigretter og lignende, hvor der ofte kan indgå kød fra f.eks. Polen eller andre østlande,” siger han.

Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

De polske myndigheder har meldt sagen til EU’s varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF), og sagen behandles af de polske veterinærmyndigheder i samarbejde med det polske politi og anklagemyndighed. Det fremgår af svaret fra ministeriet.

”Sagen viser, at fødevarekontrollen enten skal styrkes eller man skal kigge på, om den overhovedet virker. Det var jo ikke myndighederne men journalister, der afslørede skandalen, og det er jo velkendt, at der er problemer med korruption i lande som Polen,” siger Kenneth Kristensen Berth.

”Det viser bare, at de forhold man byder dyr i andre EU-lande er helt uantagelige”

Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører (DF)

Lemfældig kontrol

Billedet af en lemfældig kontrol, bekræftes af den polske journalist:

“Dyrlæger skal være der før, under og efter slagtningen, men i de næsten tre uger, jeg arbejdede på slagteriet, så jeg kun dyrlægen om morgenen, mens han tog sig af papirarbejdet og kort undersøgte køernes hoveder. Han var der ikke under slagtningen af ​​de syge køer om natten. På papir ser alt fint ud, men i virkeligheden var det en katastrofe,” siger han.

Den polske journalist var med på tre nathold, hvor han talte i alt 28 køer, som var så syge, at de ikke var i stand til at gå. Ifølge en ekspert, er det umuligt at afgøre, hvad dyrene fejler, uden af undersøge dem, og det kan ikke udelukkes, at der er alvorlig sundhedsrisiko ved at spise kødet fra de syge dyr.

Udbredt handel med syge dyr

Og sagen er ikke enkeltstående. I december blev indehaveren af et andet polsk slagteri idømt fængselsstraf for at sælge kød fra syge dyr. I følge The Guardian er der udbredt handel med syge dyr via nettet i Polen. Journalister på den polske tv-station fik på en time fat på adskillige handlende, som var klar til at sælge. De anslår på baggrund af deres undersøgelser at cirka 300 firmaer på tværs af Polen handler med syge dyr. Årsagen er indlysende: En syg ko koster en sjettedel af en sund ko. Fortjenesten er dermed seks gange så stor på syge dyr, hvis der snydes med kontrollen.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) tager skarpt afstand fra den måde, som køerne på det polske slagteri er blevet behandlet på. Det skeriver han i svaret til Kenneth Kristensen Berth:

”Det er helt uacceptabelt, og jeg skal desuden understrege, at alle dyr i EU, der skal slagtes på et slagteri med henblik på salg af kød til konsum, skal inspiceres af en dyrlæge først. Dyrlægen skal blandt andet sikre, at dyrevelfærden og dyresundheden er i orden, og at dyrene er egnede til slagtning,” siger ministeren.

Jakob Ellemann-Jensen oplyser i svaret, at alle danske importører er blevet orienteret om den aktuelle sag. I følge reglerne skal de som standard lave modtagekontrol, når de får kød fra andre EU-lande. Denne egenkontrol kontrolleres med stikprøver af Fødevarekontrollen.

“Alle dyr i EU, der skal slagtes på et slagteri med henblik på salg af kød til konsum, skal inspiceres af en dyrlæge først”

Jakob Ellemann-Jensen, miljø- og fødevareminister