Plejehjemsbeboerne vandt over Hjørring Kommune – DF: Nu må kommunen rette ind

0
1840
Ældrecentret Havbakken, tidligere plejehjemmet Havbakken, i Tornby i Hjørring Kommune0. Ankestyrelsen har afgjort at Hjørring Kommune ikke handlede korrekt da den erstattede det faste personale på plejehjemmet med hjemmehjælp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hjørring Kommune lavede plejehjem om til almindelige ældreboliger for at spare penge. Men det var i strid med reglerne, har Ankestyrelsen nu afgjort 

Grotesk, lød det fra Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl, da Hjørring Kommune sidste år lavede plejehjemmet Havbakken om til almindelige ældreboliger. Omlægningen skete for at spare penge, og den gik ud over svækkede beboere, som blev tvunget til at flytte, blandt andet 94-årige Poul Villumsen.

Karina Adsbøl og partikollegaen Susanne Eilersen rejste også sagen overfor boligminister Kaare Dybvad (S) i Folketingets spørgetid, fordi de mente det var en overtrædelse af boligloven, og nu kan de glæde sig over, at Hjørring Kommune har fået et ordentlig rap over fingrene. Kommunen er nemlig blevet underkendt i Ankestyrelsen, som torsdag meddelte, at det ikke var lovligt at omlægge Havbakken.

Det er Ældre Sagen, der klaget over Hjørring Kommune, og set fra Ældre Sagens bord er afgørelsens betydning klokkeklar. Den betyder, som foreningen skriver, at “kommunen skal genoptage den bevilgede hjælp gennem den bevilgede servicepakke fra plejecentrets faste personale”.

Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup skriver i en skriftlig kommentar til Nordjyske:

“Det har været et trist forløb, som har haft helt uacceptable konsekvenser for beboerne, der burde kunne have tillid til deres kommune. Jeg forventer nu, at Hjørring Kommune straks vil tage kontakt til de konkrete beboere og deres pårørende i lyset af Ankestyrelsens afgørelse. Nu må kommunen hurtigst muligt få rettet op på sagen på en ordentlig og respektfuld måde,” siger han.

Ældrecentret Havbakken. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

DF-formand: Kommunen må rette ind

Samme forventning har Dansk Folkeparti. DFs formand Kristian Thulesen Dahl skriver på Twitter:

“Hjørring kommune har bare at rette ind efter Ankestyrelsens afgørelse og give de ældre i kommunen værdige vilkår! DF rejser sagen i Folketinget: Så må en S-minister nemlig sætte S-borgmesteren i Hjørring på plads”.

Hjørrings borgmester Arne Boelt forstår ikke afgørelsen, men siger at kommunen vil acceptere den. Men han lægger ikke skjul på, at han er uenig med Ankestyrelsen:

“Hvis det er sådan, det er, må vi acceptere afgørelsen, men det betyder, at afgørelsen griber afgørende ind i kommunernes ret til at lede og fordele arbejde for kommunens ansatte,” siger han til Nordjyske.

Læs også: Svækkede ældre tvinges til at flytte fra plejehjem. Grotesk, mener DF-ordfører