Hjørring Kommune omdanner plejehjem til ældreboliger og tvinger beboerne til at flytte til andre plejehjem. Minister går ind i sagen, og DFs ældreordfører Karina Adsbøl vil nu have undersøgt, om loven skal strammes

Beboerne på plejehjemmet Havbakken i vesterhavsbyen Tornby i Hjørring Kommune skal flytte, selv om de nægter. Kommunen skal spare, og derfor omdannes Havbakken til almindelige ældreboliger, mens beboerne, hvoraf mange er stærkt svækkede, skal fylde ledige pladser ud på andre plejehjem.

Det betyder blandt andet, at 94-årige Poul Villumsen, der har boet på Havbakken siden 2015, skal flyttes, selv om han ønsker at blive boende på Havbakken.

Helt urimeligt, mener Dansk Folkepartis socialordfører Karina Adsbøl. Hun og DF-kollegaen Susanne Eilersen rejste onsdag i sidste uge sagen overfor boligminister Kaare Dybvad (S) i Folketingets spørgetid. Her fik de ministeren til at love, at han nu vil bede om en redegørelse fra Hjørring Kommune.

Men de to DF-politikere slipper ikke sagen her. Karina Adsbøl mener, at der skal kigges på lovgivningen. For hun frygter, at andre kommuner vil lade sig inspirere af Hjørrings manøvre, som hun kalder grotesk.

”Hvis Hjørring Kommune kan få lov at omlægge plejeboliger til ældreboliger mod beboernes vilje, så kunne man godt forestille sig, hvad de resterende 97 kommuner kunne finde på, når de skal spare. Derfor skal vi have belyst det her. Hvis der skal ændres i lovgivningen, må vi kigge på det,” siger Karina Adsbøl.

Ældre Sagen: Svage ældres retssikkerhed skal respekteres

Pårørende til beboerne på Havbakken har kæmpet i et år for at forhindre lukningen af Havbakken. Men 31. oktober skrev TV Nord, at kampen er slut. Den 1. november stoppede det faste personale på Havbakken – de er blevet opsagt – og i stedet får beboerne nu hjemmepleje, da de nu bor i en ældrebolig.

Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup har kritiseret Hjørring Kommune. Han besøgte i september Havbakken og sagde i den forbindelse, at kommunen ikke kan tvinge beboerne til at forlade deres hjem.

”De svage ældre har en retssikkerhed, som skal respekteres, og det skal den i Hjørring, og det skal den i København og overalt i Danmark,” sagde Bjarne Hastrup til DR.

Kritikken fra Ældre Sagen blev afvist af Hjørrings socialdemokratiske borgmester Arne Boelt. Han siger til DR,  at det ”bliver vanvittigt dyr” at opretholde Havbakken som plejehjem for ”fire eller syv beboere, eller hvor mange, der nu bliver tilbage, når vi kommer tre til fire år hen”.

Sudanne Eilersen: Omgåelse af lejeloven

Men Ældre Sagen fastholder, at plejehjemsbeboeren har rettigheder, og Bjarne Hastrup kritiserer, at kommunen ikke fra starten har taget en ordentlig dialog med beboerne.

Det mener Susanne Eilersen (DF) heller ikke at kommunen har. Hun mener, at kommunen bryder loven ved ikke at oplyse beboerne om deres klagemuligheder:

”Jeg synes, det er bekymrende, når en kommune omgår lejeloven ved at opsige de her ældre mennesker uden – som jeg kan forstå det på sagen – at sende en vejledning med til, hvordan de kan klage i retten osv., for borgerne har faktisk været utrolig bekymrede, med hensyn til hvad deres rettigheder egentlig er,” sagde Susanne Eilersen i spørgetiden til boligminister Kaare Dybvad.

Ministeren vil ikke selv kommentere, om kommunen har overtrådt lejeloven.

”Jeg vil bede kommunen om at redegøre for, hvad der er foregået, men jeg vil dog nok vente med at afsige dom i forhold til kommunens ageren, før jeg også har læst deres side af sagen,” sagde boligministeren.

Spørgsmål og svar fra Folketingets spørgetid om sagen kan ses her.