Den nye østrigske regering, hvor miljøpartiet De Grønne er den ene partner, vil forbyde hovedtørklæder for piger under 14
Egentlig var forslaget en del af regeringsprogrammet for den tidligere regering mellem Østrigs konservative og det indvandringskritiske Frihedsparti, FPÖ. Dengang var De Grønne lodret imod, men nu hvor de selv sidder med ved bordet, taler de klart for et forbud. Dengang så partiet det som et indgreb mod muslimernes kultur; nu mener De Grønne, at forbuddet er en håndsrækning til piger, der tidligt tvinges til at gå med klud.
Den succes har fået landets markante integrationsminister Susanne Raab fra de konservative til at overveje at gå et skridt videre. Her gælder det et forbud for hovedtørklæde for voksne kvinder, der underviser på landets kommuneskoler. Raab har været rundt i de østrigske tv-studier for at tale om forslaget, som hun siger, der er opbakning til.
Det er nok lidt for meget for De Grønne, der også her gjaldt som overmåde positive overfor indvandring og fremmede. Deres leder, vicekansler Werner Kogler, ser det som noget, De Grønne ikke kan være med til. Men han erkender, at med forbuddet mod tørklæde for unge piger har partiet taget et første, langt skridt.
Burkini
Mens de østrigske politikere her går nye veje i kulturkampen, viser en anden sag, hvor stærke følelser dette sammenstød medfører. Aviserne Krone og Die Presse har begge fortalt om et sammenstød i en kommunal svømmehal i Wien i efteråret. Her blev en 57-årige østrigsk kvinde skældt ud i brusebadet.
Hendes forseelse var at have taget tøjet af for at tage bad, og det passede ikke en muslimsk kvinde, der selv var i burkini og som havde taget sin egen søn med i badet. Hun mente, at den nøgne kvinde i badet var en skændsel for hende og for hendes søn. Den 57-årige svarede igen og mente at hendes burkini og holdning til hygiejne var en skændsel i hendes øjne.
De sociale medier koger over med kommentarer, der næsten udelukkende skælder ud på den muslimske kvinde. Partiet FPÖ har foreslået et regulært forbud mod burkinier i landets svømmehaller, mens byen Wien, der langt mere indvandrerbegejstret end resten af landet, ikke kan se nogen grund til at stramme reglerne for badning. Der er allerede et forbud mod burkinier for småpiger i landets skoler.