Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard har kaldt miljøminister Lea Wermelin i samråd i næste uge om ulve. Hun mener, at den voksende danske ulvebestand skal reguleres
Ulvebestanden vokser i Danmark og derfor er der brug for flere tiltag, der kan holde bestanden nede. Det fastslog Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard, da hun mandag var i Vestjylland for at mødes med nogle af de landmænd, der mærker konsekvensen af, at ulven er vendt tilbage til Danmark.
Pia Kjærsgaard har i næste uge kaldt miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd om ulven. Her stiller hun følgende spørgsmål til ministeren:
Hvad agter ministeren at gøre for at dæmme op for de mange ulveangreb på danske hus-dyr, og hvordan vil ministeren sikre, at danskerne trygt kan færdes i naturen uden at skulle frygte mødet med en ulv?
Direktiv er forældet
Pia Kjærsgaard mener grundlæggende, at Danmark er for lille til at være et ulveland. På samrådet vil hun blandt andet vide, hvad ministeren gør på EU-plan for at løse ulveproblemet. Det forklarer hun til Landbrugsavisen:
“Erfaringsmæssigt ved vi, at det ikke lige bliver i morgen, når det handler om EU, men jeg vil gerne vide, hvor langt man er med det,” siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:
“Det andet er også, hvad vi kan gøre for at holde bestanden nede. Bestanden vokser, og vores nuværende habitatdirektiv er fra før, vi havde ulve, så det tager ikke hensyn til det her problem”.
Se unik video på DR: Ulv jager krondyr på Klosterheden i Vestjylland
Til spørgsmålet om, hvordan man kan lave en regulering, der fungerer, svarer Pia Kjærsgaard:
“Det er det, vi skal spørge ministeren og de eksperter, hun har til rådighed, om. Der er jeg bare lægmand. Men så vidt jeg er orienteret, så kan de regulere problemulve andre steder, f.eks. Finland, og så må vi også kunne finde ud af det her. Der skal selvfølgelig være styr på det”.
“så vidt jeg er orienteret, så kan de regulere problemulve andre steder, f.eks. Finland, og så må vi også kunne finde ud af det her”
Børnefamilier bekymrede
Det er ikke kun fåreavlere, der mærker konsekvenserne af ulvens tilstedeværelse. I følge Pia Kjærsgaard kan ejendomsmægler fortælle om børnefamilier, der nu spørger bekymret til om der er ulve, når de overvejer at købe hus.
“Det er et problem, for vi vil gerne have unge familier bosætter sig og stifter familie i landområderne,” siger Pia Kjærsgaard til Landbrugsavisen.
Tidligere artikler:
Pia Kjærsgaard trækker minister i samråd om ulveangreb
Ulve slog 25 af hans får ihjel på én nat: “Vi bliver nødt til at regulere ulvebestanden”